Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the month “juni, 2011”

Et sommerhus og fejl 413

Vi har lejet et sommerhus i Nordsjælland, min mor og jeg. Og det er jo i grunden noget mærkeligt noget at gøre, eftersom vi allerede selv har et sommerhus i Nordsjælland. Eller? De foregående år har vi været i skønne Thy, men i år havde jeg faktisk ikke lyst til at køre den “lange” tur. Jeg havde brug for at prøve noget andet, et andet hus, et andet sted. Og ikke nødvendigvis sidde i timevis i en varm bil pakket med habengut og gode hunde. Så det blev Nordsjælland og det var på grund af huset. Det faldt jeg for. Stort hus, lukket naturgrund, tæt på vandet. Og så ligger det altså et helt andet sted i magiske Nordsjælland!

Nu glæder jeg mig til en snarlig ferie med mor og hunde. Jeg har besluttet for at sætte mine tanker om fremtid og planer på standby og bare nyde de første uger af juli, som også er min ferie. Nogle gange skal man give slip for at få fat 😉 Jeg tror den kloge Miri har ret. Tak for det, søde du!

Jeg kan stadig ikke komme på Blogger, så Poetiske Paradokser er et lukket land for mig. Jeg kan heller ikke kommentere på andres Blogger sider. Øv! Fejl 413 meldes der om og jeg spørger bare: Hvad pokker er det for en fejl???

Men her i Megans sommerhus er der heldigvis hjerterum og plads til at udgive indlæg. Det er bare at gøre det. Jeg ønsker alle en glædelig aften. Her står den på god wokmad med kylling og masser af grønt samt lidt kulhydrater i form af økologiske fuldkornsbasmati ris! 😉

Reklamer

En nøgle

Jeg tror du har et medfødt coaching talent, har en af mine medstuderende på kurset netop skrevet til mig. Det var sødt sagt og jeg blev glad for ordene, for det tror jeg nemlig også. Jeg opdagede det jo på kurset, fik det bevist, afprøvet og mærkede, hvilken kæmpe forskel det gjorde for mig at gøre noget, som giver mening og som er i tråd med alt det, jeg tror på og ånder for. Det er det jeg skal. Skrive, coache, inspirere … og selvfølgelig skal jeg også leve af det!

Der er lang vej endnu og jeg kan ikke se vejen for bar’ træer. Det vil sige, jeg kan ikke se vejen, fordi der står dollartegn på vejskiltene. Læg dine penge her. Det koster! Det koster knapper og kongens mønt at tage den uddannelse, jeg nu sværmer for, og selvom jeg er næsten er blevet til en sommerfugl, er jeg alligevel ikke helt flyveklar. Måske mangler jeg støv på vingerne? Til gengæld har jeg støv på hjernen og jeg tænker ikke helt klart i øjeblikket. Jeg lader mig påvirke. Og jeg giver alle mulige ting skylden, min venten på endnu en menstruation eller overgangsalderen og ligegyldigt hvad, så fylder hele det hormoncirkus mig med en vis portion vemod, som jeg ikke kan ignorere. Det tramper rundt i min krop og tumler med mine tanker, river vægge ned og klasker mure op, hvor jeg overhovedet ikke havde forestille mig, at der skulle være nogen afgrænsning. Hvis det lyder kryptisk, så er det helt rigtigt formuleret. For det er sgu kryptisk lige nu!

Jeg er gået i stå. Jeg er virkelig faldet i et sommerhul af dansende kviksand og jo mere jeg adlyder dets melodi, desto dybere synker jeg. Det her må være en fælde! Det her er en prøve. En test, som jeg skal bestå og klare, fordi sådan er det bare. Sgu. Her i livet. Her på denne afventende stationsplatform, hvor toget ikke kan ses i miles omkreds. Hvor den eneste lyd er dråberne fra regnen, som siler ned og hvor tavsheden skriger og danner ekko i horisonten.

En test. En prøve. Jeg må forsøge at løse den gåde. Jeg ved, at der er en nøgle og jeg vil finde den! 😉

Regnvejrstomrum og trommerum

Verden er gået i stå og standset midt i sommeren. I dag falder der dog regn og det silende sommervand giver lidt forandring til solskin og blå himmel. Jeg ved egentlig ikke, om jeg ønskede denne forandring, men jeg har det helt fint med denne lille pause. Jeg er selv gået i stå og mine tanker kører lidt i ring. Hvad nu? Jeg har planer og jeg har fokus på, hvad det egentlig er, jeg vil, men jeg har ikke en vej at gå lige nu. Måske skal jeg bare vente lidt. Måske skal jeg blot visualisere, drømme og tænke positivt på, at der åbner sig en dør lige om lidt, hvor jeg på den anden side vil finde et par svar og en vej videre. Det må være sådan, det er.

Blogger er også gået i stå, så jeg er igen draget i sommerhus for en stund. Synes efterhånden at blogger er så ustabil, at jeg gerne forlod den for altid, hvis det da ikke var for mit univers, Poetiske Paradokser. Ja, der skal smides ud og luftes ud, men ikke alt skal kasseres. Det gælder om at vælge og jeg har ikke lyst til at skippe PP. Men Blogger altså! Øv.

En sludder for en sladder midt i regnvejrstomrum og trommerum. Jeg vil gerne videre. Jeg ved godt, hvad jeg egentlig vil, men er der en vej for mig? Jeg kender godt svaret. Og styrken ligger kun i mig!

Efterdønninger i tomrum

Det er som hele verden er gået i stå, siden kurset sluttede i tirsdag. En veloverstået eksamen. En erkendelse af, at jeg har fundet noget, som jeg er rigtig god til. Som jeg instinktivt forstår og hvor jeg også formår at overraske mig selv. Hvor jeg tør. Hvor jeg danser i øjeblikket og bliver en del af noget, jeg knap kan sætte ord på. For mig er coaching ikke bare coaching. Så meget kan jeg konstatere. Hvad jeg så mener med det, må komme senere. Men dér skete noget! Noget faldt på plads og alligevel føler jeg mig ufuldstændig og i et tomrum af tanker. Efterdønninger. Hvad nu?

Der blev sat processer i gang, mens vi arbejdede med hinanden på kryds og tværs. Vi blev tvunget til at sætte ord på, styrker, værdier, talenter, men også svagheder og det, der er svært. Sådan er det jo. Vi er hele mennesker. Der var latter og tårer, der blev åbnet op og følelserne overvældede. Det var smukke dage med nærvær og mindfullness, ærlighed, hudløshed og mennesker, som var modige. Blev modige. Som rykkede sig. Jeg rykkede mig.

Og nu er jeg rykket direkte ind i et tomrum. Dér er jeg nu. Nærmest trist, selvom det er en fin og smuk dag. Jeg er mat. Men jeg tænker at det er naturligt. Det var hektiske, intensive dage med mennesker, som jeg faldt for. Synes godt om. Fordi de var så forskellige fra mig og alligevel så ens. Jeg holder af mennesker. Jeg vil arbejde med mennesker på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Så langt så godt. Men der er et stykke vej endnu. Og lige nu føler jeg næsten for træt til at tage det næste skridt. Men selvfølgelig gør jeg det. Går. Jeg tøver bare lidt nu.

Jeg snupper mig en løbetur. Det gik også lidt i stå, mens kurset varede. Det hele gik ligesom i stå. Jeg var fuldstændig inde i det, jeg lærte, opdagede, erfarede og jeg brugte mig selv fuldt ud.  Bød ind og var aktiv. Sådan har jeg aldrig været før.  Så jeg så også en anden mig og måtte bare nikke og sige “wow”, var det mig. Kan jeg det? Gjorde jeg sådan? Og det føltes godt. Men det var også en mindre forskrækkelse og måske er det i virkeligheden som det dér tårn i tarotkortene, som pludselig styrter til jorden. Mit gamle jeg er død. Det nye længe leve!

Måske er det ikke så drastisk. Nej. Der er meget, jeg tager med mig videre. Men feng-shui skal der til. Spørgsmålet er, hvad jeg beholder og hvad jeg smider væk. Noget må gå. Fordufte.

Lige nu fordufter jeg. Snører løbeskoene og tager en tur, som jeg håber giver lidt klarhed og fjerner de skyer, der skygger for solen. Jeg trænger!

Post Navigation