Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the month “juli, 2011”

Identitet

Tingene bliver vendt og drejet i øjeblikket. Jeg finder tegn i hvert sekund. Der er nok at reflektere over og reflektionerne rammer mig som tunge regndråber, der falder uden at nå jorden. De bliver et sted mellem alt og intet og ordene kredser forelsket om dem lidt bange for at spørge. Var det sådan, du tænkte det? Kunne det mon være at? Forelskede men ræd for at blive afvist. At stå alene tilbage så tindrende tomme, så det vil runge i universet og sorgen være så intens, at man slet ikke kan overleve. Tanker. Reflektioner.

Reflektioner. Sidst inspireret af Tinas indlæg om “en slags forfatter”. Og hvornår man er forfatter? Ups, tænkte jeg, det må jeg vel kunne svare på. Forfatter in spe, fordi jeg ikke har fået noget udgivet, med mindre det gælder, at jeg har skrevet en artikel til et magasin, som er blevet vel modtaget. Mine ord er ude. Derude. Men det er de jo hver dag. Ikke desto mindre drømmer jeg om skrive bøger, bogen. Lade de store ord flyde. Fortælle en historie, der bare må afprøves, testes og blive udgivet, så mine ord forevigt kan bo i et indbundet hylster og fryde og fornøje. Det håber jeg. Det drømmer jeg. Og man skal drømme! Man skal indtage sin drøm, tage ejerskab. Og nu kommer jeg så til påstanden, der bare dukkede op, mens jeg svarede på Tinas indlæg.

Man bliver ikke forfatter før man er det! Hvad pokker mener jeg dog med det? Jeg har tænkt over det, lige siden jeg lod ordene falde, en smule impulsivt, lod dem stå, udgav mit svar. Man bliver ikke forfatter før man er det. Jamen det er sgu da sandt. Sandt i mit univers. Og sådan er det jo med sandheden. Den er subjektiv. Eller også findes den slet ikke. Vælg selv! Men for mig er det sådan. Nu. Det kan jeg mærke. Man tillader sig selv at vokse med sin drøm, man øver sig som en skuespiller øver sig på sin rolle. Der er replikker, men der er mange måder at sige dem på. For ikke at tale om det kostume, man tager på. Vælger, hvordan det skal se ud. Hvem man vil være. Jeg vil gerne være mig! Nuvel. Så skal du tage ejerskab. Mærke efter og lytte til dit hjerte. Høre den sagte stemme, der har hvisket og prøvet at komme i kontakt med dig hele dit liv, mens du har haft for travlt med at jage drømmen. Det er som at jage sommerfugle. Den går ikke! Hvis man fanger en, fratager man for evigt dens ret til at flyve. Det kan den ikke så. Nok se men ikke røre. Nej, sid helt stille og vent, så skal sommerfuglen nok komme til dig. Og alligevel skal du være aktiv i din passive rolle. Som en slags alkymist.

Og hvem er sommerfuglen så et symbol på? Drømmen? Dig selv? Også her har du frit valg på alle hylder. Sådan er livet jo så skønt. Du vælger. Tag ejerskab, siger min stemme og det har jeg gjort. Jeg er vokset i min drøm og i skrivende stund vover jeg den påstand, at jeg er forfatter, fordi det fylder hele mit hjerte. Og mine tanker. Jeg har ord allevegne. Og jeg kan ikke lade være at skrive. Hvis du også har det sådan, så er du også forfatter. Også selvom du ikke har fået udgivet den bog, du drømmer om. Du skal se det for dig. Du skal være forfatter, mens du skriver. Tilliden skal blomstre. Du skal vove at turde. Lege med ordene. Skrive og skrive. Prøve. Blive ved. Og når inspirationen ikke lige er der, så skal du nok ikke jage den. Tænker jeg. Så skal du gå lidt tilbage, helt forsigtigt og sætte dig ned og lytte. Gøre noget andet. Så kommer den. Helt paradoksalt.

Hvis du føler, at du ikke er forfatter før du har fået noget udgivet, en bog, jamen så er det sådan. Hverken mere eller mindre. Du er det, du tror på. Det du tager på, som det kostume skuespilleren iklæder sig, når han eller hun skal på scenen. Vel at mærke efter at have øvet sig på sine replikker længe. Prøvet. Mærket efter. Det tager tid. Det er en rejse. Men når du først har begivet dig afsted og er kommet et stykke hen af vejen, så ved du, om du er det. Forfatter. Eller hvad du ønsker at blive. Man skal være før man kan blive.

Identitet. Det kalder jeg indlægget. Og nu får jeg flere tanker. Flere reflektioner. Lidt Shakespeare-agtigt “at være eller ikke være” … Det vil jeg tænke lidt over 😉

Reklamer

Afsted

Det er begyndt at gå op for mig. Jeg kommer aldrig til at undslippe. Og jeg som troede, at jeg skulle finde tilbage til Paradis og forevigt skulle hvile på en sofa af sølvtråde. Skrive lidt. Læse lidt. Sidde og fundere over livet og udtale kloge ord, hvis det faldt mig ind. Bevæge mig langsomt afsted med en aura af mindfullness og mirakler. På vej tilbage til Paradis.

Men jeg begynder at forstå. Det kommer ikke til at ske. Jeg hverken kan eller skal undslippe. Det er ikke meningen. Jeg er kommet for at føle, mærke og skrive om det. Helt ned i dybet og helt op i himlen. Lavet af længsel og med en nysgerrighed, der aldrig vil stille sig helt tilfreds og et sind, der for evigt vil søge. Lavet af længsel.

Længslen vil aldrig slippe mig. Men hvad er det dog jeg længes efter? Og hvem har besluttet, at jeg skal være en søger, en opdagelsesrejsende i ord og stemninger, en rastløs sjæl med smag for det, der ikke er helt let og som alligevel frustreres over det tunge på sin vej? Hvem er jeg? Og jo mere jeg spørger, desto større bliver afgrunden mellem svaret og mig. Jeg står på kanten og stirrer ned i et mægtigt hul af alt og ingenting. Er det meningen jeg skal kaste mig selv derned? Eller skal jeg prøve at komme over på den anden side?

Værsgo, kan jeg høre en tavs stemme sige. Dette er dit liv. Dette er din mission. Nu er tiden kommet til at tjene den mission, du har fået og du har alt det, du skal bruge for at udfylde din rolle. En betydningsfuld rolle. Men hvorfor er jeg ikke blevet spurgt? Hvad vil du være? Hvem vil du være? Afsted, hvisker stemmen. Kom nu. Gå. Lev det. Mærk det. Skriv om det! Du slipper aldrig fri, men du vil få store indsigter i din søgen efter alt det, der ikke findes med mindre du tror på det. Afsted.

Ingen sandhed

Jeg mærker en forskel dag En positiv forskel. En lille ændring, et pust, et strejf af noget, som jeg ikke kan sætte ord på, men som bærer en styrkende kraft med sig. Nej, løbeturen var ikke for god, benene var lidt matte. Jeg har skåret ned på kulhydraterne, er begyndt at spise anderledes og nu skal der eksperimenteres. Men jeg løb en 3,5 km morgentur på en OK tid, der ikke slår nogen rekorder, men som til gengæld var med at gøre mig klar over, at jeg altid kan løbe små ture. Faktisk læste jeg i går, at mange små ture er bedre end få lange. Sådan! Og hvad der ligger i bedre, lader jeg bare ligge her. Nu husker jeg det jo. De korte morgenture om sommeren. Dem, der giver glæde og energi og som sparker dagen i gang.

Jeg er glad for min beslutning om kosten. Har købt lidt ind, så jeg allerede nu kan lave en slags rettesnor, der selvfølgelig ikke gælder i den kommende ferie, men som jeg alligevel godt kan følge på nogle punkter, fordi den er helt i tråd med noget, jeg gør i forvejen. Noget, jeg faktisk vældig godt kan lide. Efter en dag på anderledes kostsammensætning ser min mave en smule anderledes ud. Nej, siger du, så hurtigt virker det ikke, men jo! Jeg er ikke så oppustet!

De positive vinde blæser. Jeg kan mærke dem. Nu prøver du dig frem, hvisker de, og finder den bedste vej for dig. Der er ingen facitliste. Og det faktum både fryder og skræmmer mig. Tænk hvis man bare kunne læse sig til det hele. Følge en opskrift fra ende til anden og så var man forandret. Så virkede det efter hensigten, det, man nu ville opnå. Men sandheden er at der ingen sandhed er.

Mere end jeg tror

Nu har jeg snart ferie og jeg tænker, at jeg skal tillade mig selv at slappe af. Og her mener jeg virkelig slappe af! Lade tankerne blive hjemme, selvom det er spændende og til tider også grænseoverskridende tanker, jeg har boende i øjeblikket. Men de skal ikke med på ferie!

Jeg er i en del af processen, hvor der tilsyneladende ikke sker noget. Tilsyneladende. Jeg ved jo godt, at det slet ikke er sådan. Der sker noget, selvom jeg ikke kan mærke det hele tiden. Måske er det i virkeligheden som at stå i midten af karusellen. Her kan man næsten ikke mærke, at den drejer rundt. Men den drejer skam rundt. Den har endda fart på. Forandringernes vinde blæser og jeg må erkende, at jeg muligvis har mistet fodfæstet og min retningssans. Er blevet lidt rundtosset der i midten af karusellen. Og alligevel ikke. For pludselig hører jeg mig selv føre en samtale med min frisør, som spørger og jeg svarer. En stemme, der uden tøven fortæller om vejen og drømmen. Som uden at ryste på hænderne gestikulerer, at hun faktisk godt ved, hvad hun vil og at hun også tror på, at hun ville komme til at gøre det. Hun ser selvsikkert i spejlet og smiler lidt, mens håret bliver fint og stråler i nyklippet glans. Samme glans stråler i de øjne, som måske tvivler, men kun fordi at tvivlen er en del af troen. Det hører med.

Jeg tror på det! Jeg tror på mig selv og mine evner. Også selvom jeg indimellem mister fodfæstet og falder ligeså lang, jeg er. Men jeg rejser mig jo igen. Og det er lige netop det, livet handler om. Det handler om at falde og rejse sig op igen. Det findes ikke uden. Ikke hvis man vil udvikle sig, i hvert fald, og rejse af en vej, som måske er ukendt og tilsyneladede ufremkommelig. Nej, det kræver at man børstet støvet af tøjet, puster på sine ømme knæ og tørrer tårene af kinden. Græd bare. Græd. Le. Lad livet komme helt derind, hvor det kan mærkes og gør ondt og godt. Så sker der nemlig noget. Og jeg vil have, at der skal ske noget. Jeg glæder mig. Og jeg er, må jeg med skam erkende, en smule utålmodighed, selvom jeg godt ved at forandringer tager tid. Forbedringer tager tid. De små skridt tæller og det er de små skridt, der skaber den lange vej.

Tankerne. Jeg vil træne optimalt. Træne, så jeg bliver glad, i god form og så mit bækken bliver mere stabilt. Jeg ved, at det kræver balance og variation, så jeg kan ikke nøjes med at løbe og måske heller ikke løbe så meget, som jeg gjorde før. Måske. For det kan også godt være, at det ser anderledes ud om nogle måneder, når jeg har gennemført min træningsplan og gjort den til en vane. Styrketræningen hører med. Men allermest hører glæden med. Det handler om glæde. Om livsglæde. Om at gøre det, jeg brænder for og det, som jeg kan lide. Bevægelse. Jeg elsker at være i bevægelse og jeg lever for mine løbeture. Men jeg kan også godt lide svømning og cykling. Og øvelser selvfølgelig. Fordi de vil mig det så godt. Yoga tænker jeg. Det vil jeg indføre i programmet til efteråret. Det giver mening. Smidighed. Bøjelighed. Flydende velvære.

Og så er der kosten. Den tænker jeg meget over. Efter at jeg har taget et par kilo på og har måtte konstatere, at de ikke bare forsvinder, er jeg gået i gang med at tænke ændring af kostvaner. Og her taler vi altså en kost, som i forvejen synes er sund og fornuftig. En kost, som på ingen måde er fanatisk, men som indeholder gode råvarer, magert kød, masser af grøntsager og ja, nok for mange kulhydrater! Og lige det dér med kulhydrater forvirrer mig meget lige nu, fordi jeg også gerne vil træne og jeg skal have fundet balancen, så jeg taber mig lidt, får en fladere maver og holder vægten, samtidig med at jeg har energi og velvære til at træne. Løbe. Svømme. Cykle. Jeg har lige købt en bog en vejen til slank mave (og vægttab), for jeg vil det! Jeg vil være sund og i balance med mig selv, min kost og i det hele taget. Det hele hører med. Så det er endnu et puslespil, som skal samles, der skal testes, føres maddagbog med mere. Jeg får travlt. Jeg har slet ikke tid til at få et job!

Og så er der min uddannelse. Jeg vil coaching. Jeg er coaching. Det skal jeg videre med. Finde vejen, midlerne. Fokus. Planlægning. Mål. Et skridt af gangen, men jeg er klar til at tage det første. Jeg er så klar!

Men først ferie. Og alt det, jeg pønser på og vil indføre, skal ikke med på ferie. Kosten lægges først om, når jeg kommer tilbage, men i mellem tiden vil jeg løbe, svømme og gå og tænke over, hvad jeg putter i hovedet. Mere end før. Men der skal være plads til ferie, hygge, god vin og den slags. Ferie. Jeg trænger faktisk. Jeg trænger vist mere end jeg tror! 🙂

Feng-shui og sved

Det er næsten ulideligt, lummert, varmt. Jeg er rastløs og har lyst til bare at sidde og læse, men noget i mig får mig op af stolen og gør mig aktiv. Og det er ikke varmen! Den hænger som en tung dyne over landskabet, solen bager og vinden er også nærmest tropisk. Mærkeligt vejr. Klimaforandringer. Samme klimaforandringer, som finder sted i mig i disse tider. Intet forbliver som det er. Alt skal ændres. Forandres. Forvandles.

Jeg har brugt rastløsheden og lysten til at foretage mig noget værdifuldt til at lave en ordenligt omgang feng-shui i mit klædeskab. Det gør jeg fra tid til anden og jeg synes, at det gør godt at give tøjet videre til et godt formål. Det tænker jeg på, når jeg med temmelig hård hånd lægger det i de klare plastsække. Først er jeg tøvende, hænger lidt ved noget, som jeg måske kan bruge en dag, men til sidst er jeg resolut og handledygtig. Lidt hård måske, men det går til et godt formål. Og det er ikke til at ligge i bunden af mit klædeskab. Det skal videre. Alting skal flyde. Ud og arbejde. Sådan tænker jeg, mens jeg rydder op og sveder. Det må være den lumre varme, som gør mig så varm. Ikke mine egne indre klimaforandringer! 😉

Nu ser klædeskabet mere indbydende ud. Tilbage er kun det tøj, som jeg har tænkt mig at bruge. Tøj, som er en del af mig lige nu. Jeg er lidt flov over at have købt så meget, som jeg nu blot kan give videre, men samtidig tænker jeg at jeg har bidraget til … ja hvad har jeg egentlig bidraget til? Fremover vil jeg tænke mere over mine indkøb, købe bedre, bedre kvalitet, tøj som er mere mig og som jeg er sikker har en længere levetid. Lidt men godt. Kan jeg mon det? Jeg er ikke kendt for at have begrænsning som min styrke. Nærmest tværtimod. Jeg er et menneske, som gerne vil ekspandere og som ikke kan lade være. Jeg fristes. Jeg finder farver og former, som jeg må prøve og eksperimentere med. Det gælder på mange områder. Når jeg laver mad. Når jeg skriver. I det hele taget ja.

Nu kører jeg afsted med tøjet og afleverer det i det gode formåls tjeneste. Og så vil jeg svede videre, men denne gang med en god bog i solen. Eller skyggen.

Regn og underligt humør

Jeg er i fuld gang med at gøre rent og så sidder jeg pludselig her. Jeg kom forbi min PC og så kaldte den højlydt. Nu gik det ellers gå godt. Støvsugning. Ordne badeværelse. Tørre støv af. Jeg satte god musik på, blandede CD’er, gamle numre med Sebastian og lidt nyere med Tina Dickow. Tekster, som satte ord i hovedet på mig, formuleringer, tanker … så røg rengøringen på gulvet i en trommesolo og jeg åbnede døren til mit sommerhus og smuttede ind. Skulle bare lige …

Ord. Jeg elsker de gode tekster og jeg kan ikke holde dem fra mig. Tværtimod. De lever i mig og formulerer sig med eller uden min hjælp. Sådan føles det og tro mig, det er ikke med min gode vilje at jeg sidder her og skriver, for jeg ville langt hellere få den rengøring overstået, så jeg kan lave lidt mere inspirerende ting. Regnen siler ned udenfor og det blæser køligt. Koldt. Koldt for juli. Men jeg danser og synger og formulerer ord og bliver sådan lidt fanden-i-voldsk i humøret og tænker; gud gider jeg ej gøre rent! Det er dødsygt. Jeg vil hellere …

Heldigvis er jeg snart færdig. Og eftersom jeg besluttet mig for, at jeg skal løbe tur i dag, i regnvejr, så må det blive sådan. Jeg har været i bad og vasket hår, gjort mig rimelig lækker, ha ha, og nu skal jeg ud og svede. Blive drivvåd og utiltalende dryppende, svedig og irritereret over at have vand i løbeskoene. Præmenstruel? Det vil tiden vise. Det kan jeg åbenbart heller ikke helt regne med mere. Mærkelige tider. Jeg er rastløs, modløs og noget så løssluppen på samme tid. Danser i tomrummet og åbner døre på klem uden at gå ind. Lytter bare. Mærker. Og så danser jeg videre. Regndans. Dansesko. Løbesko. Snart.

Jeg skal til svømning!

Der er kun en times tid til jeg pakker tasken og kører afsted for at tage i svømmehallen. Jeg skal svømme 1000 meter og sådan er det bare. Det er faktisk ikke til diskussion, men ikke desto mindre prøver stemmen i mig hele tiden at gøre mig modløs. Eller rettere sagt, den lokker med andre og mere tiltalende sportsgrene såsom løb! 😉 Men nej, det går ikke. Desværre. Hvis jeg kunne, så løb jeg hele tiden, men sådan er min krop ikke længere skruet sammen. Balance og variation (og styrke) og derfor må jeg nu slå mig til tåls med et ellers fint trekløver af løb, svømning og cykling. Se det kan kroppen lide! Og det kan jeg selvfølgelig også så. Det er fint. Jeg får jo trænet. Og jeg kan godt lide at svømme, vældig godt endda. Men …

De dér svømmehaller. Det er sgu altid lidt af et virvar. Omklædningsrummet. Af med tøjet, låse skab, ud i bad sammen med alle de andre, vaske, badedragt, hætte, briller. Og så ind i selveste svømmehallen og nu kommer det spændende øjeblik; hvor mange er der i svømmebassinet. Kan jeg mon få en bane for mig selv eller måske bare i samsvømning med en, som svømmer nogenlunde ligeså stærkt og som også ligger i vandet for at få motion og få det hurtigst muligt? Eller skal jeg svømme i kø, overveje overhalinger, lade mig irritere (lidt) af dem, som egentlig ikke svømmer, men bare leger og plasker (hvorfor er de ikke ovre i børnebassinet?) og så fremdeles. Når jeg svømmer fredag sidst på eftermiddagen, kan jeg som regel få svømmet mine baner nogenlunde uden forhindringer. Men man ved aldrig!

Måske er det derfor. Enten er jeg til holdsport og så er det teamet det gælder, hele vejen, eller også er jeg til individuel sport og så vil jeg frem! Ikke så meget pjat. Hvis jeg skal træne, skal det være med en vis seriøsitet og målrettethed, ellers mister jeg hurtigt gejst og motivation. Svømning er et sats. Det er så godt for krop (og sjæl), men det dér svømmehalshurlumhej kan godt tage pusten og glæden lidt væk fra selve svømningen. Fokus fjernes med andre ord fra selve gerningen, den gode, det jeg gør for min krop, og til en slags irritation over at jeg ikke kan komme til. Jeg vil sgu frem! Jeg gider ikke vente. Jeg gider ikke svømme langsomt, fordi andre gør det. Jeg vil svømme i lige den fart, der passer mig og … nej, ved det godt. Ikke særligt … socialt? Men jeg er altså IKKE i svømmehallen for at være social. Og fik jeg både eget bad og egen pool med dejlig musik og uden råb af skrigende unger, så var jeg en glad kvinde. Så svømmede jeg muligvis længere end 1000 meter og nød det ovenikøbet ekstra meget 😀

Jeg er blevet gammel og sær, siger du måske og ryster på hovedet. Måske. Bortset fra at jeg så altid er har været gammel og sær. Det er bare ikke blevet i mindre grad med alderen.

Men men men, jeg tager skam i svømmehallen. Mit bækken elsker det, det er guf for kroppen, træning uden belastning og det har jeg brug for. Så jeg tolererer. Accepterer endda. Og håber på, at jeg i dag får bane 7 for mig selv og kan svømme mine 1000 meter uden finurlige forhindringer!

Og ja, jeg er muligvis præmenstruel!

Tanker om kost

Jeg tænker meget over kosten i disse dage. Jeg tænker på min vægt, fordi jeg har taget et par kilo på i den gode sags tjeneste (rejsen til Barcelona) og jeg tænker på min sundhed nu og fremover. Jeg vil gerne holde mig på min ideelvægt og jeg er indstillet på at træne en god del både for at forbrænde de kalorier og kulhydrater (!), som jeg indtager, men også fordi jeg er nødt til at træne for overhovedet at kunne holde ud at være til. Det gælder både for krop og sjæl. Jeg bliver en omvandrende vulkan nær udbrud uden motion! Og min ryg, mit bækken, kan slet ikke med manglende motion, øvelser og bevægelse.

Men altså kosten. Lige nu har jeg flere venner, som med glæde i stemme og hjerte er gået over til lavkarbo kost, altså kost med få kulhydrater. I stedet spises der kød, grøntsager (dem der gror over jorden) og der holdes ikke igen på fedt, tværtimod. Pludselig er det helt fint med de fede mejeriprodukter, smør og fløde af den fede slags er tilbage på bordet og kan i følge denne madreligion spises med god samvittighed og velvære. Du taber dig nemlig alligevel! For kulhydrater er den store synder og bare du undgår dem og sukker, så er du på rette spor. Du bliver sund og slank! Eller?

Jeg vil jo også gerne være sund og slank. Og ja, min ideelvægt svinger i øjeblikket lidt frem og tilbage som et pendul omkring de 65 kilo. Det er en normal vægt, normal BMI, ja i grunden er det jo ikke så tosset endda. Jeg er heldig. Jeg kan normalt holde vægten, hvis jeg spiser som jeg føler det er godt og fornuftigt og lytter efter min krop og den mavefornemmelse, som jeg også har når det gælder mad. Og her mener jeg virkelig mavefornemmelse. Min gode mave siger ikke ja til hvad som helst, den reagerer. Så måske skulle jeg bare lytte til den og mig selv og så se at smide de der ekstra kilo uden at gå i anti-kulhydrat-panik!?

Er det sundt? Jeg tænker virkelig på om at kan være sundt at skippe kulhydraterne. Jeg spiser dem jo og jeg føler endda, at jeg har brug for dem for at have energi og kunne fungere. Jeg skal jo træne! Jeg kan ikke bruge ben som spagetti som erstatning for den pasta, jeg nu skal løbe i en lang bue udenom. For jeg kan ikke løbe godt uden at have tanket op! Jeg elsker at have gode ben, fornemmelsen af energi og smidighed og jeg ved godt, hvad den kommer af. Kulhydraterne. Men altså, hør nu her. Mine kulhydrater kommer primært fra fuldkornspasta, brune ris og i det hele taget vælger jeg de økologiske af slagsne, for det tror jeg nemlig også på. Økologien. Og brune ris er skønne, de smager godt, der er næring i, og man bliver mæt! Man behøver ikke at spise en kæmpe portion for at føle sig mæt og veltilpas. Jeg elsker grøntsager. Det er ikke noget problem. Jeg spiser gerne brune ris, masser af grøntsager og magert kød tilberedt i wok. Lynsteger og nyder smagen af soya, ingefær, chili og den slags. Det er vel sundt? Ja altså bortset fra at jeg ikke spiser særlig meget fedt. Og jeg er godt klar over, at man skal have fedt, så jeg prøver at være large med mine indtagelser og ikke skære al fedtet fra altid. Selvom det er svært.

Hver morgen spiser jeg to spiseskefulde kvindeolie. Det gør godt! Og hvad olier angår, er jeg i øvrigt stor tilhænger af olivenolie, som jeg bruger til stort set alt. Det smager godt og føles godt. Og sådan er det med mig. Det skal føles godt!

Òg hvad så med frugt? Jeg elsker frugt og mener bestemt, at frisk og god frugt er godt for helbreddet. Når man læser om lavkarbo, er frugt en stor synder. Der er sukker i! Det feder. Jamen, så vil jeg påstå at det feder på den gode måde og nej, man behøver jo ikke spise 6 om dagen. Men man kan (og skal) godt spise lidt frugt. Et æble. En god appelsin. Eller noget andet. Jeg vil hellere have sukker (og vitaminer, antioxidanter m.m) fra frisk frugt end fra slik og kager. Anytime! Så man kan jo skrue op for de overjordiske grøntsager og lidt ned for frugten og stadig være sund.

Ja, har det i grunden ikke noget med at skrue på knapper at gøre? Afbalancere? Få kulhydrater på den gode måde og så sørge for at træne tilpas meget til, at man også får brugt dem og brændt de fleste af igen? Så man har energi. Og jeg tror at kroppen og sundheden har brug for dem, de udskældte kulhydrater. Indtaget med måde og med fornuft.

Brød? Knækbrød og rugbrød er mine favoritter. Der er gode næringsstoffer i, det giver mæthed og min mave siger ja tak. Hvidt brød er for længst dømt ude. Det giver oppustethed og jeg bliver mat i sokkeholderne.

Hvad gør du? Jeg tænker meget over det lige nu og jeg læser og undersøger, for jeg vil jo også virke som løbecoach og mener at kosten er utrolig vigtigt for at have et godt træningsforløb og et godt liv i øvrigt. Man skal træffe nogle gode valg! Men man skal huske at lytte efter og bruge sit eget madkompas som rettesnor. Eller?

Post Navigation