Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the category “Forandring”

Ingen sandhed

Jeg mærker en forskel dag En positiv forskel. En lille ændring, et pust, et strejf af noget, som jeg ikke kan sætte ord på, men som bærer en styrkende kraft med sig. Nej, løbeturen var ikke for god, benene var lidt matte. Jeg har skåret ned på kulhydraterne, er begyndt at spise anderledes og nu skal der eksperimenteres. Men jeg løb en 3,5 km morgentur på en OK tid, der ikke slår nogen rekorder, men som til gengæld var med at gøre mig klar over, at jeg altid kan løbe små ture. Faktisk læste jeg i går, at mange små ture er bedre end få lange. Sådan! Og hvad der ligger i bedre, lader jeg bare ligge her. Nu husker jeg det jo. De korte morgenture om sommeren. Dem, der giver glæde og energi og som sparker dagen i gang.

Jeg er glad for min beslutning om kosten. Har købt lidt ind, så jeg allerede nu kan lave en slags rettesnor, der selvfølgelig ikke gælder i den kommende ferie, men som jeg alligevel godt kan følge på nogle punkter, fordi den er helt i tråd med noget, jeg gør i forvejen. Noget, jeg faktisk vældig godt kan lide. Efter en dag på anderledes kostsammensætning ser min mave en smule anderledes ud. Nej, siger du, så hurtigt virker det ikke, men jo! Jeg er ikke så oppustet!

De positive vinde blæser. Jeg kan mærke dem. Nu prøver du dig frem, hvisker de, og finder den bedste vej for dig. Der er ingen facitliste. Og det faktum både fryder og skræmmer mig. Tænk hvis man bare kunne læse sig til det hele. Følge en opskrift fra ende til anden og så var man forandret. Så virkede det efter hensigten, det, man nu ville opnå. Men sandheden er at der ingen sandhed er.

Mere end jeg tror

Nu har jeg snart ferie og jeg tænker, at jeg skal tillade mig selv at slappe af. Og her mener jeg virkelig slappe af! Lade tankerne blive hjemme, selvom det er spændende og til tider også grænseoverskridende tanker, jeg har boende i øjeblikket. Men de skal ikke med på ferie!

Jeg er i en del af processen, hvor der tilsyneladende ikke sker noget. Tilsyneladende. Jeg ved jo godt, at det slet ikke er sådan. Der sker noget, selvom jeg ikke kan mærke det hele tiden. Måske er det i virkeligheden som at stå i midten af karusellen. Her kan man næsten ikke mærke, at den drejer rundt. Men den drejer skam rundt. Den har endda fart på. Forandringernes vinde blæser og jeg må erkende, at jeg muligvis har mistet fodfæstet og min retningssans. Er blevet lidt rundtosset der i midten af karusellen. Og alligevel ikke. For pludselig hører jeg mig selv føre en samtale med min frisør, som spørger og jeg svarer. En stemme, der uden tøven fortæller om vejen og drømmen. Som uden at ryste på hænderne gestikulerer, at hun faktisk godt ved, hvad hun vil og at hun også tror på, at hun ville komme til at gøre det. Hun ser selvsikkert i spejlet og smiler lidt, mens håret bliver fint og stråler i nyklippet glans. Samme glans stråler i de øjne, som måske tvivler, men kun fordi at tvivlen er en del af troen. Det hører med.

Jeg tror på det! Jeg tror på mig selv og mine evner. Også selvom jeg indimellem mister fodfæstet og falder ligeså lang, jeg er. Men jeg rejser mig jo igen. Og det er lige netop det, livet handler om. Det handler om at falde og rejse sig op igen. Det findes ikke uden. Ikke hvis man vil udvikle sig, i hvert fald, og rejse af en vej, som måske er ukendt og tilsyneladede ufremkommelig. Nej, det kræver at man børstet støvet af tøjet, puster på sine ømme knæ og tørrer tårene af kinden. Græd bare. Græd. Le. Lad livet komme helt derind, hvor det kan mærkes og gør ondt og godt. Så sker der nemlig noget. Og jeg vil have, at der skal ske noget. Jeg glæder mig. Og jeg er, må jeg med skam erkende, en smule utålmodighed, selvom jeg godt ved at forandringer tager tid. Forbedringer tager tid. De små skridt tæller og det er de små skridt, der skaber den lange vej.

Tankerne. Jeg vil træne optimalt. Træne, så jeg bliver glad, i god form og så mit bækken bliver mere stabilt. Jeg ved, at det kræver balance og variation, så jeg kan ikke nøjes med at løbe og måske heller ikke løbe så meget, som jeg gjorde før. Måske. For det kan også godt være, at det ser anderledes ud om nogle måneder, når jeg har gennemført min træningsplan og gjort den til en vane. Styrketræningen hører med. Men allermest hører glæden med. Det handler om glæde. Om livsglæde. Om at gøre det, jeg brænder for og det, som jeg kan lide. Bevægelse. Jeg elsker at være i bevægelse og jeg lever for mine løbeture. Men jeg kan også godt lide svømning og cykling. Og øvelser selvfølgelig. Fordi de vil mig det så godt. Yoga tænker jeg. Det vil jeg indføre i programmet til efteråret. Det giver mening. Smidighed. Bøjelighed. Flydende velvære.

Og så er der kosten. Den tænker jeg meget over. Efter at jeg har taget et par kilo på og har måtte konstatere, at de ikke bare forsvinder, er jeg gået i gang med at tænke ændring af kostvaner. Og her taler vi altså en kost, som i forvejen synes er sund og fornuftig. En kost, som på ingen måde er fanatisk, men som indeholder gode råvarer, magert kød, masser af grøntsager og ja, nok for mange kulhydrater! Og lige det dér med kulhydrater forvirrer mig meget lige nu, fordi jeg også gerne vil træne og jeg skal have fundet balancen, så jeg taber mig lidt, får en fladere maver og holder vægten, samtidig med at jeg har energi og velvære til at træne. Løbe. Svømme. Cykle. Jeg har lige købt en bog en vejen til slank mave (og vægttab), for jeg vil det! Jeg vil være sund og i balance med mig selv, min kost og i det hele taget. Det hele hører med. Så det er endnu et puslespil, som skal samles, der skal testes, føres maddagbog med mere. Jeg får travlt. Jeg har slet ikke tid til at få et job!

Og så er der min uddannelse. Jeg vil coaching. Jeg er coaching. Det skal jeg videre med. Finde vejen, midlerne. Fokus. Planlægning. Mål. Et skridt af gangen, men jeg er klar til at tage det første. Jeg er så klar!

Men først ferie. Og alt det, jeg pønser på og vil indføre, skal ikke med på ferie. Kosten lægges først om, når jeg kommer tilbage, men i mellem tiden vil jeg løbe, svømme og gå og tænke over, hvad jeg putter i hovedet. Mere end før. Men der skal være plads til ferie, hygge, god vin og den slags. Ferie. Jeg trænger faktisk. Jeg trænger vist mere end jeg tror! 🙂

Feng-shui og sved

Det er næsten ulideligt, lummert, varmt. Jeg er rastløs og har lyst til bare at sidde og læse, men noget i mig får mig op af stolen og gør mig aktiv. Og det er ikke varmen! Den hænger som en tung dyne over landskabet, solen bager og vinden er også nærmest tropisk. Mærkeligt vejr. Klimaforandringer. Samme klimaforandringer, som finder sted i mig i disse tider. Intet forbliver som det er. Alt skal ændres. Forandres. Forvandles.

Jeg har brugt rastløsheden og lysten til at foretage mig noget værdifuldt til at lave en ordenligt omgang feng-shui i mit klædeskab. Det gør jeg fra tid til anden og jeg synes, at det gør godt at give tøjet videre til et godt formål. Det tænker jeg på, når jeg med temmelig hård hånd lægger det i de klare plastsække. Først er jeg tøvende, hænger lidt ved noget, som jeg måske kan bruge en dag, men til sidst er jeg resolut og handledygtig. Lidt hård måske, men det går til et godt formål. Og det er ikke til at ligge i bunden af mit klædeskab. Det skal videre. Alting skal flyde. Ud og arbejde. Sådan tænker jeg, mens jeg rydder op og sveder. Det må være den lumre varme, som gør mig så varm. Ikke mine egne indre klimaforandringer! 😉

Nu ser klædeskabet mere indbydende ud. Tilbage er kun det tøj, som jeg har tænkt mig at bruge. Tøj, som er en del af mig lige nu. Jeg er lidt flov over at have købt så meget, som jeg nu blot kan give videre, men samtidig tænker jeg at jeg har bidraget til … ja hvad har jeg egentlig bidraget til? Fremover vil jeg tænke mere over mine indkøb, købe bedre, bedre kvalitet, tøj som er mere mig og som jeg er sikker har en længere levetid. Lidt men godt. Kan jeg mon det? Jeg er ikke kendt for at have begrænsning som min styrke. Nærmest tværtimod. Jeg er et menneske, som gerne vil ekspandere og som ikke kan lade være. Jeg fristes. Jeg finder farver og former, som jeg må prøve og eksperimentere med. Det gælder på mange områder. Når jeg laver mad. Når jeg skriver. I det hele taget ja.

Nu kører jeg afsted med tøjet og afleverer det i det gode formåls tjeneste. Og så vil jeg svede videre, men denne gang med en god bog i solen. Eller skyggen.

Efterdønninger i tomrum

Det er som hele verden er gået i stå, siden kurset sluttede i tirsdag. En veloverstået eksamen. En erkendelse af, at jeg har fundet noget, som jeg er rigtig god til. Som jeg instinktivt forstår og hvor jeg også formår at overraske mig selv. Hvor jeg tør. Hvor jeg danser i øjeblikket og bliver en del af noget, jeg knap kan sætte ord på. For mig er coaching ikke bare coaching. Så meget kan jeg konstatere. Hvad jeg så mener med det, må komme senere. Men dér skete noget! Noget faldt på plads og alligevel føler jeg mig ufuldstændig og i et tomrum af tanker. Efterdønninger. Hvad nu?

Der blev sat processer i gang, mens vi arbejdede med hinanden på kryds og tværs. Vi blev tvunget til at sætte ord på, styrker, værdier, talenter, men også svagheder og det, der er svært. Sådan er det jo. Vi er hele mennesker. Der var latter og tårer, der blev åbnet op og følelserne overvældede. Det var smukke dage med nærvær og mindfullness, ærlighed, hudløshed og mennesker, som var modige. Blev modige. Som rykkede sig. Jeg rykkede mig.

Og nu er jeg rykket direkte ind i et tomrum. Dér er jeg nu. Nærmest trist, selvom det er en fin og smuk dag. Jeg er mat. Men jeg tænker at det er naturligt. Det var hektiske, intensive dage med mennesker, som jeg faldt for. Synes godt om. Fordi de var så forskellige fra mig og alligevel så ens. Jeg holder af mennesker. Jeg vil arbejde med mennesker på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Så langt så godt. Men der er et stykke vej endnu. Og lige nu føler jeg næsten for træt til at tage det næste skridt. Men selvfølgelig gør jeg det. Går. Jeg tøver bare lidt nu.

Jeg snupper mig en løbetur. Det gik også lidt i stå, mens kurset varede. Det hele gik ligesom i stå. Jeg var fuldstændig inde i det, jeg lærte, opdagede, erfarede og jeg brugte mig selv fuldt ud.  Bød ind og var aktiv. Sådan har jeg aldrig været før.  Så jeg så også en anden mig og måtte bare nikke og sige “wow”, var det mig. Kan jeg det? Gjorde jeg sådan? Og det føltes godt. Men det var også en mindre forskrækkelse og måske er det i virkeligheden som det dér tårn i tarotkortene, som pludselig styrter til jorden. Mit gamle jeg er død. Det nye længe leve!

Måske er det ikke så drastisk. Nej. Der er meget, jeg tager med mig videre. Men feng-shui skal der til. Spørgsmålet er, hvad jeg beholder og hvad jeg smider væk. Noget må gå. Fordufte.

Lige nu fordufter jeg. Snører løbeskoene og tager en tur, som jeg håber giver lidt klarhed og fjerner de skyer, der skygger for solen. Jeg trænger!

Post Navigation