Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the category “Livet”

Afsted

Det er begyndt at gå op for mig. Jeg kommer aldrig til at undslippe. Og jeg som troede, at jeg skulle finde tilbage til Paradis og forevigt skulle hvile på en sofa af sølvtråde. Skrive lidt. Læse lidt. Sidde og fundere over livet og udtale kloge ord, hvis det faldt mig ind. Bevæge mig langsomt afsted med en aura af mindfullness og mirakler. På vej tilbage til Paradis.

Men jeg begynder at forstå. Det kommer ikke til at ske. Jeg hverken kan eller skal undslippe. Det er ikke meningen. Jeg er kommet for at føle, mærke og skrive om det. Helt ned i dybet og helt op i himlen. Lavet af længsel og med en nysgerrighed, der aldrig vil stille sig helt tilfreds og et sind, der for evigt vil søge. Lavet af længsel.

Længslen vil aldrig slippe mig. Men hvad er det dog jeg længes efter? Og hvem har besluttet, at jeg skal være en søger, en opdagelsesrejsende i ord og stemninger, en rastløs sjæl med smag for det, der ikke er helt let og som alligevel frustreres over det tunge på sin vej? Hvem er jeg? Og jo mere jeg spørger, desto større bliver afgrunden mellem svaret og mig. Jeg står på kanten og stirrer ned i et mægtigt hul af alt og ingenting. Er det meningen jeg skal kaste mig selv derned? Eller skal jeg prøve at komme over på den anden side?

Værsgo, kan jeg høre en tavs stemme sige. Dette er dit liv. Dette er din mission. Nu er tiden kommet til at tjene den mission, du har fået og du har alt det, du skal bruge for at udfylde din rolle. En betydningsfuld rolle. Men hvorfor er jeg ikke blevet spurgt? Hvad vil du være? Hvem vil du være? Afsted, hvisker stemmen. Kom nu. Gå. Lev det. Mærk det. Skriv om det! Du slipper aldrig fri, men du vil få store indsigter i din søgen efter alt det, der ikke findes med mindre du tror på det. Afsted.

Reklamer

Efterdønninger i tomrum

Det er som hele verden er gået i stå, siden kurset sluttede i tirsdag. En veloverstået eksamen. En erkendelse af, at jeg har fundet noget, som jeg er rigtig god til. Som jeg instinktivt forstår og hvor jeg også formår at overraske mig selv. Hvor jeg tør. Hvor jeg danser i øjeblikket og bliver en del af noget, jeg knap kan sætte ord på. For mig er coaching ikke bare coaching. Så meget kan jeg konstatere. Hvad jeg så mener med det, må komme senere. Men dér skete noget! Noget faldt på plads og alligevel føler jeg mig ufuldstændig og i et tomrum af tanker. Efterdønninger. Hvad nu?

Der blev sat processer i gang, mens vi arbejdede med hinanden på kryds og tværs. Vi blev tvunget til at sætte ord på, styrker, værdier, talenter, men også svagheder og det, der er svært. Sådan er det jo. Vi er hele mennesker. Der var latter og tårer, der blev åbnet op og følelserne overvældede. Det var smukke dage med nærvær og mindfullness, ærlighed, hudløshed og mennesker, som var modige. Blev modige. Som rykkede sig. Jeg rykkede mig.

Og nu er jeg rykket direkte ind i et tomrum. Dér er jeg nu. Nærmest trist, selvom det er en fin og smuk dag. Jeg er mat. Men jeg tænker at det er naturligt. Det var hektiske, intensive dage med mennesker, som jeg faldt for. Synes godt om. Fordi de var så forskellige fra mig og alligevel så ens. Jeg holder af mennesker. Jeg vil arbejde med mennesker på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Så langt så godt. Men der er et stykke vej endnu. Og lige nu føler jeg næsten for træt til at tage det næste skridt. Men selvfølgelig gør jeg det. Går. Jeg tøver bare lidt nu.

Jeg snupper mig en løbetur. Det gik også lidt i stå, mens kurset varede. Det hele gik ligesom i stå. Jeg var fuldstændig inde i det, jeg lærte, opdagede, erfarede og jeg brugte mig selv fuldt ud.  Bød ind og var aktiv. Sådan har jeg aldrig været før.  Så jeg så også en anden mig og måtte bare nikke og sige “wow”, var det mig. Kan jeg det? Gjorde jeg sådan? Og det føltes godt. Men det var også en mindre forskrækkelse og måske er det i virkeligheden som det dér tårn i tarotkortene, som pludselig styrter til jorden. Mit gamle jeg er død. Det nye længe leve!

Måske er det ikke så drastisk. Nej. Der er meget, jeg tager med mig videre. Men feng-shui skal der til. Spørgsmålet er, hvad jeg beholder og hvad jeg smider væk. Noget må gå. Fordufte.

Lige nu fordufter jeg. Snører løbeskoene og tager en tur, som jeg håber giver lidt klarhed og fjerner de skyer, der skygger for solen. Jeg trænger!

Søndag

Søndag i sommerhus. Man vågner, slår øjnene og ved det straks. Søndag er afslutningen på weekenden. Dér, hvor man skal pakke sine ting, lukke og slukke og køre hjem. Tilbage til hverdagen. Selvom min hverdag bestemt er af det gode i øjeblikket og selvom den også er en rejse på ujævnt underlag og med mange bump og små tankemæssige stød, følelser, panik, der pludselig kommer op i halsen som et surt opstød, ja så nyder jeg det. For jeg har gjort det, jeg er rejst og jeg er på vej.

Jeg vil aldrig fortryde denne tid. En gang vil jeg se mig tilbage, over skulderen og få øje på mig selv ved tastaturet en søndag morgen i maj. En smule træt og meget tankefuld. Fuld af følelser, der ikke er til at finde hoved og hale på. Fuld af forventning og håb og alligevel med et stænk af tvivl som små peberflager i en hvid dressing. Kan man det her? Kan jeg det her? Og hvad ender det mon med? Hvor ender jeg henne, kan jeg virkelig rejse mod den, jeg er, den jeg er skabt til at blive? Jeg drages af det uvisse som et møl drages af flammen i stearinlyset. Jeg leger med ilden som et barn, der har hugget en tændstikæske og sidder skjult i et mørkt hjørne og kigger fascineret på de små træpinde med svovl på toppen. Små menneskelignende træstykker, som kan noget helt særligt. De kan sætte ild på hele hytten. Brænde det hele af. Fortid, ja sågar fremtid, hvis man ikke passer lidt på. Så jeg nøjes med at kigge lige nu og overvejer nøje, hvor jeg skal vælge at lade min ild brænde.

En dag vil jeg se tilbage på mig selv og smile. Her sad jeg. Morgenhår og resterne af kaffen. Søndagen rullet ud som en rød løber, en smule slidt måske, men den ligger der og jeg kan  bare træde ud på den. Begynde at gå. Men jeg tøver lidt og bliver siddende, mens ordene danser afsted til lyden af mine fingre mod tastaturet. De tøver ikke. Det gør de sjældent. Jeg tror jeg fik ord i sutteflasken. Mit hoved er sprængfyldt af ord og formuleringer, mit hjerte banker for poesien, der ligger gemt i  hvert eneste celle og længslen, der trænger sig på. Skubber lidt til mig. Pirrer mig og forvirrer mig. En dag vil jeg smile, velvidende at jeg var på rette vej og dette blot er en del af processen. Uvisheden. Døren, der står på klem, men som jeg er lidt bange for at åbne helt. Ikke endnu. Vente lidt.

Så jeg suger søndagen til mig. Holder godt fast, mens den begynder at rulle mod næste uge. Håber at den vil holde mig varm i sine arme, trøste mine flosne kvindelige følelser, hormonerne, der stadig buldrer som ilden, der brænder i pejsen en kold vinterdag. Den ser så rolig ud, men den har voldsomme kræfter. Meget voldsomme!

Søvnløs i sommerhus

Der er noget helt specielt over at være i sommerhus. Bare lyden af ordet giver små sommerfugle i maven, vinger af støvrig forventning. Vågne om morgenen til lyden af fuglesang, lyset, der kigger igennem sprækken i gardinet og rammer puden. Stå op på bare fødder og gå over de knirkende trægulve, åbne døren ud til terrassen og haven og gå helt ud på græsset, som glinser af sølvdug. Mærke det kolde vand og græsset mellem tæerne, vågne langsomt, mens vinden synger i træerne og himlen ser lovende blå ud. Selvfølgelig skinner solen. Jeg er jo i sommerhus! Og skulle det trækker op til regnvejr, trækker jeg indendøre og tænder stearinlys, mens jeg lytter til regndråberne tromme mod taget. Drikker te og læser bøger. Sommerhus. Fristed. Tankerne får frit løb, men de er som regel ret gavmilde, når sjælen får lov at slappe af. Her kan jeg bare være. Ingen forpligtelser og ingen burde og skulle. Her er jeg mig selv uden omsvøb og andre dikkedarer. Masken er hængt i skabet. Velværen er foldet ud. Helt ud.

Jeg kunne ikke falde i søvn, da jeg var kommet i seng i går aftes. Jeg havde begået den velkendte fejl at synke godt tilbage i puderne i sofaen, mens jeg nød et afsnit af Morse på DVD. Te og lyden af det fine engelske sprog. Oxford og mysterier. Elsketv! Ikke desto mindre sank jeg lidt for langt tilbage og på et tidspunkt må mine øjne have lukket sig, for jeg sov. Spørg mig ikke hvem morderen var. For ikke at tale om liget i kanalen, som Morse havde sine udfordringer med at identificere. Jeg sov og min te blev kold. Det hævnede sig, da jeg lå i min seng og skulle sove. Lysvågen! Det må være fuldmåne, tænkte jeg og på et tidspunkt gik jeg nedenunder og kikkede på kalenderen. Det er ikke fuldmåne endnu, men jeg kunne skimte månen gennem skydækket. Den lyste alligevel lidt op i nattelandskabet og træerne rejste sig som silhoutter mod himlen. Lysvågen. Jeg begyndte at tænke tanker og til sidst måtte jeg bare acceptere dem. Det var jo slet ikke dårlige tanker. De var bare ikke klar over, at de var kommet på et noget upassende tidspunkt og forstyrrede mig i det, der skulle have været min skønhedssøvn. Så spørg ikke, hvor jeg ser ud her til morgen! Men tankerne altså. Om den rejse, jeg nu er på. Om at turde tro på, at jeg er på rette kurs og virkelig lytte til min gode mavefornemmelse som fortæller mig, at det er jeg faktisk. På ret kurs.

Hvordan kan man være på ret kurs, når man ikke kan se andet end hav forude? Er det sådan det er at navigere uden kompas og udelukkende efter hjertet? Jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det før. Men jeg siger ligesom Pippi: Det har jeg ikke prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan klare! Og jeg klarer det jo. Jeg navigerer. Men tanker står alligevel op om natten engang i mellem og laver kludder i den gode rytme og tager timer ud af søvnkalenderen.

Sådan var den første nat i mit sommerhus. Jeg tænkte tanker til lyden af flagermusvinger og en måne, der gjorde sig klar til at blive fuldere. På et tidspunkt faldt jeg i søvn. Drømmeløs søvn, forekommer det mig nu, men jeg ved det faktisk ikke. De fleste drømme fordamper, når morgenen tager over. Og jeg vågnede tidligt. Som altid. Mit rytme er ikke sådan at slå ud af kurs. Og det er måske i grunden godt nok.

Nu skal dagen bruges og livet leves her i sommerhuset. Et bad. Bøger. Og der er altid ord, som gerne vil skrives. Der er nok at tage sig til her på mit fristed, men der er ingen krav. Jeg kan gøre lige som det passer mig. Jeg er i grunden en heldig kartoffel! 🙂

Post Navigation