Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the category “Motivation”

Jeg skal til svømning!

Der er kun en times tid til jeg pakker tasken og kører afsted for at tage i svømmehallen. Jeg skal svømme 1000 meter og sådan er det bare. Det er faktisk ikke til diskussion, men ikke desto mindre prøver stemmen i mig hele tiden at gøre mig modløs. Eller rettere sagt, den lokker med andre og mere tiltalende sportsgrene såsom løb! 😉 Men nej, det går ikke. Desværre. Hvis jeg kunne, så løb jeg hele tiden, men sådan er min krop ikke længere skruet sammen. Balance og variation (og styrke) og derfor må jeg nu slå mig til tåls med et ellers fint trekløver af løb, svømning og cykling. Se det kan kroppen lide! Og det kan jeg selvfølgelig også så. Det er fint. Jeg får jo trænet. Og jeg kan godt lide at svømme, vældig godt endda. Men …

De dér svømmehaller. Det er sgu altid lidt af et virvar. Omklædningsrummet. Af med tøjet, låse skab, ud i bad sammen med alle de andre, vaske, badedragt, hætte, briller. Og så ind i selveste svømmehallen og nu kommer det spændende øjeblik; hvor mange er der i svømmebassinet. Kan jeg mon få en bane for mig selv eller måske bare i samsvømning med en, som svømmer nogenlunde ligeså stærkt og som også ligger i vandet for at få motion og få det hurtigst muligt? Eller skal jeg svømme i kø, overveje overhalinger, lade mig irritere (lidt) af dem, som egentlig ikke svømmer, men bare leger og plasker (hvorfor er de ikke ovre i børnebassinet?) og så fremdeles. Når jeg svømmer fredag sidst på eftermiddagen, kan jeg som regel få svømmet mine baner nogenlunde uden forhindringer. Men man ved aldrig!

Måske er det derfor. Enten er jeg til holdsport og så er det teamet det gælder, hele vejen, eller også er jeg til individuel sport og så vil jeg frem! Ikke så meget pjat. Hvis jeg skal træne, skal det være med en vis seriøsitet og målrettethed, ellers mister jeg hurtigt gejst og motivation. Svømning er et sats. Det er så godt for krop (og sjæl), men det dér svømmehalshurlumhej kan godt tage pusten og glæden lidt væk fra selve svømningen. Fokus fjernes med andre ord fra selve gerningen, den gode, det jeg gør for min krop, og til en slags irritation over at jeg ikke kan komme til. Jeg vil sgu frem! Jeg gider ikke vente. Jeg gider ikke svømme langsomt, fordi andre gør det. Jeg vil svømme i lige den fart, der passer mig og … nej, ved det godt. Ikke særligt … socialt? Men jeg er altså IKKE i svømmehallen for at være social. Og fik jeg både eget bad og egen pool med dejlig musik og uden råb af skrigende unger, så var jeg en glad kvinde. Så svømmede jeg muligvis længere end 1000 meter og nød det ovenikøbet ekstra meget 😀

Jeg er blevet gammel og sær, siger du måske og ryster på hovedet. Måske. Bortset fra at jeg så altid er har været gammel og sær. Det er bare ikke blevet i mindre grad med alderen.

Men men men, jeg tager skam i svømmehallen. Mit bækken elsker det, det er guf for kroppen, træning uden belastning og det har jeg brug for. Så jeg tolererer. Accepterer endda. Og håber på, at jeg i dag får bane 7 for mig selv og kan svømme mine 1000 meter uden finurlige forhindringer!

Og ja, jeg er muligvis præmenstruel!

Post Navigation