Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the category “Ord”

Identitet

Tingene bliver vendt og drejet i øjeblikket. Jeg finder tegn i hvert sekund. Der er nok at reflektere over og reflektionerne rammer mig som tunge regndråber, der falder uden at nå jorden. De bliver et sted mellem alt og intet og ordene kredser forelsket om dem lidt bange for at spørge. Var det sådan, du tænkte det? Kunne det mon være at? Forelskede men ræd for at blive afvist. At stå alene tilbage så tindrende tomme, så det vil runge i universet og sorgen være så intens, at man slet ikke kan overleve. Tanker. Reflektioner.

Reflektioner. Sidst inspireret af Tinas indlæg om “en slags forfatter”. Og hvornår man er forfatter? Ups, tænkte jeg, det må jeg vel kunne svare på. Forfatter in spe, fordi jeg ikke har fået noget udgivet, med mindre det gælder, at jeg har skrevet en artikel til et magasin, som er blevet vel modtaget. Mine ord er ude. Derude. Men det er de jo hver dag. Ikke desto mindre drømmer jeg om skrive bøger, bogen. Lade de store ord flyde. Fortælle en historie, der bare må afprøves, testes og blive udgivet, så mine ord forevigt kan bo i et indbundet hylster og fryde og fornøje. Det håber jeg. Det drømmer jeg. Og man skal drømme! Man skal indtage sin drøm, tage ejerskab. Og nu kommer jeg så til påstanden, der bare dukkede op, mens jeg svarede på Tinas indlæg.

Man bliver ikke forfatter før man er det! Hvad pokker mener jeg dog med det? Jeg har tænkt over det, lige siden jeg lod ordene falde, en smule impulsivt, lod dem stå, udgav mit svar. Man bliver ikke forfatter før man er det. Jamen det er sgu da sandt. Sandt i mit univers. Og sådan er det jo med sandheden. Den er subjektiv. Eller også findes den slet ikke. Vælg selv! Men for mig er det sådan. Nu. Det kan jeg mærke. Man tillader sig selv at vokse med sin drøm, man øver sig som en skuespiller øver sig på sin rolle. Der er replikker, men der er mange måder at sige dem på. For ikke at tale om det kostume, man tager på. Vælger, hvordan det skal se ud. Hvem man vil være. Jeg vil gerne være mig! Nuvel. Så skal du tage ejerskab. Mærke efter og lytte til dit hjerte. Høre den sagte stemme, der har hvisket og prøvet at komme i kontakt med dig hele dit liv, mens du har haft for travlt med at jage drømmen. Det er som at jage sommerfugle. Den går ikke! Hvis man fanger en, fratager man for evigt dens ret til at flyve. Det kan den ikke så. Nok se men ikke røre. Nej, sid helt stille og vent, så skal sommerfuglen nok komme til dig. Og alligevel skal du være aktiv i din passive rolle. Som en slags alkymist.

Og hvem er sommerfuglen så et symbol på? Drømmen? Dig selv? Også her har du frit valg på alle hylder. Sådan er livet jo så skønt. Du vælger. Tag ejerskab, siger min stemme og det har jeg gjort. Jeg er vokset i min drøm og i skrivende stund vover jeg den påstand, at jeg er forfatter, fordi det fylder hele mit hjerte. Og mine tanker. Jeg har ord allevegne. Og jeg kan ikke lade være at skrive. Hvis du også har det sådan, så er du også forfatter. Også selvom du ikke har fået udgivet den bog, du drømmer om. Du skal se det for dig. Du skal være forfatter, mens du skriver. Tilliden skal blomstre. Du skal vove at turde. Lege med ordene. Skrive og skrive. Prøve. Blive ved. Og når inspirationen ikke lige er der, så skal du nok ikke jage den. Tænker jeg. Så skal du gå lidt tilbage, helt forsigtigt og sætte dig ned og lytte. Gøre noget andet. Så kommer den. Helt paradoksalt.

Hvis du føler, at du ikke er forfatter før du har fået noget udgivet, en bog, jamen så er det sådan. Hverken mere eller mindre. Du er det, du tror på. Det du tager på, som det kostume skuespilleren iklæder sig, når han eller hun skal på scenen. Vel at mærke efter at have øvet sig på sine replikker længe. Prøvet. Mærket efter. Det tager tid. Det er en rejse. Men når du først har begivet dig afsted og er kommet et stykke hen af vejen, så ved du, om du er det. Forfatter. Eller hvad du ønsker at blive. Man skal være før man kan blive.

Identitet. Det kalder jeg indlægget. Og nu får jeg flere tanker. Flere reflektioner. Lidt Shakespeare-agtigt “at være eller ikke være” … Det vil jeg tænke lidt over 😉

Reklamer

Afsted

Det er begyndt at gå op for mig. Jeg kommer aldrig til at undslippe. Og jeg som troede, at jeg skulle finde tilbage til Paradis og forevigt skulle hvile på en sofa af sølvtråde. Skrive lidt. Læse lidt. Sidde og fundere over livet og udtale kloge ord, hvis det faldt mig ind. Bevæge mig langsomt afsted med en aura af mindfullness og mirakler. På vej tilbage til Paradis.

Men jeg begynder at forstå. Det kommer ikke til at ske. Jeg hverken kan eller skal undslippe. Det er ikke meningen. Jeg er kommet for at føle, mærke og skrive om det. Helt ned i dybet og helt op i himlen. Lavet af længsel og med en nysgerrighed, der aldrig vil stille sig helt tilfreds og et sind, der for evigt vil søge. Lavet af længsel.

Længslen vil aldrig slippe mig. Men hvad er det dog jeg længes efter? Og hvem har besluttet, at jeg skal være en søger, en opdagelsesrejsende i ord og stemninger, en rastløs sjæl med smag for det, der ikke er helt let og som alligevel frustreres over det tunge på sin vej? Hvem er jeg? Og jo mere jeg spørger, desto større bliver afgrunden mellem svaret og mig. Jeg står på kanten og stirrer ned i et mægtigt hul af alt og ingenting. Er det meningen jeg skal kaste mig selv derned? Eller skal jeg prøve at komme over på den anden side?

Værsgo, kan jeg høre en tavs stemme sige. Dette er dit liv. Dette er din mission. Nu er tiden kommet til at tjene den mission, du har fået og du har alt det, du skal bruge for at udfylde din rolle. En betydningsfuld rolle. Men hvorfor er jeg ikke blevet spurgt? Hvad vil du være? Hvem vil du være? Afsted, hvisker stemmen. Kom nu. Gå. Lev det. Mærk det. Skriv om det! Du slipper aldrig fri, men du vil få store indsigter i din søgen efter alt det, der ikke findes med mindre du tror på det. Afsted.

Feng-shui og sved

Det er næsten ulideligt, lummert, varmt. Jeg er rastløs og har lyst til bare at sidde og læse, men noget i mig får mig op af stolen og gør mig aktiv. Og det er ikke varmen! Den hænger som en tung dyne over landskabet, solen bager og vinden er også nærmest tropisk. Mærkeligt vejr. Klimaforandringer. Samme klimaforandringer, som finder sted i mig i disse tider. Intet forbliver som det er. Alt skal ændres. Forandres. Forvandles.

Jeg har brugt rastløsheden og lysten til at foretage mig noget værdifuldt til at lave en ordenligt omgang feng-shui i mit klædeskab. Det gør jeg fra tid til anden og jeg synes, at det gør godt at give tøjet videre til et godt formål. Det tænker jeg på, når jeg med temmelig hård hånd lægger det i de klare plastsække. Først er jeg tøvende, hænger lidt ved noget, som jeg måske kan bruge en dag, men til sidst er jeg resolut og handledygtig. Lidt hård måske, men det går til et godt formål. Og det er ikke til at ligge i bunden af mit klædeskab. Det skal videre. Alting skal flyde. Ud og arbejde. Sådan tænker jeg, mens jeg rydder op og sveder. Det må være den lumre varme, som gør mig så varm. Ikke mine egne indre klimaforandringer! 😉

Nu ser klædeskabet mere indbydende ud. Tilbage er kun det tøj, som jeg har tænkt mig at bruge. Tøj, som er en del af mig lige nu. Jeg er lidt flov over at have købt så meget, som jeg nu blot kan give videre, men samtidig tænker jeg at jeg har bidraget til … ja hvad har jeg egentlig bidraget til? Fremover vil jeg tænke mere over mine indkøb, købe bedre, bedre kvalitet, tøj som er mere mig og som jeg er sikker har en længere levetid. Lidt men godt. Kan jeg mon det? Jeg er ikke kendt for at have begrænsning som min styrke. Nærmest tværtimod. Jeg er et menneske, som gerne vil ekspandere og som ikke kan lade være. Jeg fristes. Jeg finder farver og former, som jeg må prøve og eksperimentere med. Det gælder på mange områder. Når jeg laver mad. Når jeg skriver. I det hele taget ja.

Nu kører jeg afsted med tøjet og afleverer det i det gode formåls tjeneste. Og så vil jeg svede videre, men denne gang med en god bog i solen. Eller skyggen.

Regn og underligt humør

Jeg er i fuld gang med at gøre rent og så sidder jeg pludselig her. Jeg kom forbi min PC og så kaldte den højlydt. Nu gik det ellers gå godt. Støvsugning. Ordne badeværelse. Tørre støv af. Jeg satte god musik på, blandede CD’er, gamle numre med Sebastian og lidt nyere med Tina Dickow. Tekster, som satte ord i hovedet på mig, formuleringer, tanker … så røg rengøringen på gulvet i en trommesolo og jeg åbnede døren til mit sommerhus og smuttede ind. Skulle bare lige …

Ord. Jeg elsker de gode tekster og jeg kan ikke holde dem fra mig. Tværtimod. De lever i mig og formulerer sig med eller uden min hjælp. Sådan føles det og tro mig, det er ikke med min gode vilje at jeg sidder her og skriver, for jeg ville langt hellere få den rengøring overstået, så jeg kan lave lidt mere inspirerende ting. Regnen siler ned udenfor og det blæser køligt. Koldt. Koldt for juli. Men jeg danser og synger og formulerer ord og bliver sådan lidt fanden-i-voldsk i humøret og tænker; gud gider jeg ej gøre rent! Det er dødsygt. Jeg vil hellere …

Heldigvis er jeg snart færdig. Og eftersom jeg besluttet mig for, at jeg skal løbe tur i dag, i regnvejr, så må det blive sådan. Jeg har været i bad og vasket hår, gjort mig rimelig lækker, ha ha, og nu skal jeg ud og svede. Blive drivvåd og utiltalende dryppende, svedig og irritereret over at have vand i løbeskoene. Præmenstruel? Det vil tiden vise. Det kan jeg åbenbart heller ikke helt regne med mere. Mærkelige tider. Jeg er rastløs, modløs og noget så løssluppen på samme tid. Danser i tomrummet og åbner døre på klem uden at gå ind. Lytter bare. Mærker. Og så danser jeg videre. Regndans. Dansesko. Løbesko. Snart.

Et sommerhus og fejl 413

Vi har lejet et sommerhus i Nordsjælland, min mor og jeg. Og det er jo i grunden noget mærkeligt noget at gøre, eftersom vi allerede selv har et sommerhus i Nordsjælland. Eller? De foregående år har vi været i skønne Thy, men i år havde jeg faktisk ikke lyst til at køre den “lange” tur. Jeg havde brug for at prøve noget andet, et andet hus, et andet sted. Og ikke nødvendigvis sidde i timevis i en varm bil pakket med habengut og gode hunde. Så det blev Nordsjælland og det var på grund af huset. Det faldt jeg for. Stort hus, lukket naturgrund, tæt på vandet. Og så ligger det altså et helt andet sted i magiske Nordsjælland!

Nu glæder jeg mig til en snarlig ferie med mor og hunde. Jeg har besluttet for at sætte mine tanker om fremtid og planer på standby og bare nyde de første uger af juli, som også er min ferie. Nogle gange skal man give slip for at få fat 😉 Jeg tror den kloge Miri har ret. Tak for det, søde du!

Jeg kan stadig ikke komme på Blogger, så Poetiske Paradokser er et lukket land for mig. Jeg kan heller ikke kommentere på andres Blogger sider. Øv! Fejl 413 meldes der om og jeg spørger bare: Hvad pokker er det for en fejl???

Men her i Megans sommerhus er der heldigvis hjerterum og plads til at udgive indlæg. Det er bare at gøre det. Jeg ønsker alle en glædelig aften. Her står den på god wokmad med kylling og masser af grønt samt lidt kulhydrater i form af økologiske fuldkornsbasmati ris! 😉

En nøgle

Jeg tror du har et medfødt coaching talent, har en af mine medstuderende på kurset netop skrevet til mig. Det var sødt sagt og jeg blev glad for ordene, for det tror jeg nemlig også. Jeg opdagede det jo på kurset, fik det bevist, afprøvet og mærkede, hvilken kæmpe forskel det gjorde for mig at gøre noget, som giver mening og som er i tråd med alt det, jeg tror på og ånder for. Det er det jeg skal. Skrive, coache, inspirere … og selvfølgelig skal jeg også leve af det!

Der er lang vej endnu og jeg kan ikke se vejen for bar’ træer. Det vil sige, jeg kan ikke se vejen, fordi der står dollartegn på vejskiltene. Læg dine penge her. Det koster! Det koster knapper og kongens mønt at tage den uddannelse, jeg nu sværmer for, og selvom jeg er næsten er blevet til en sommerfugl, er jeg alligevel ikke helt flyveklar. Måske mangler jeg støv på vingerne? Til gengæld har jeg støv på hjernen og jeg tænker ikke helt klart i øjeblikket. Jeg lader mig påvirke. Og jeg giver alle mulige ting skylden, min venten på endnu en menstruation eller overgangsalderen og ligegyldigt hvad, så fylder hele det hormoncirkus mig med en vis portion vemod, som jeg ikke kan ignorere. Det tramper rundt i min krop og tumler med mine tanker, river vægge ned og klasker mure op, hvor jeg overhovedet ikke havde forestille mig, at der skulle være nogen afgrænsning. Hvis det lyder kryptisk, så er det helt rigtigt formuleret. For det er sgu kryptisk lige nu!

Jeg er gået i stå. Jeg er virkelig faldet i et sommerhul af dansende kviksand og jo mere jeg adlyder dets melodi, desto dybere synker jeg. Det her må være en fælde! Det her er en prøve. En test, som jeg skal bestå og klare, fordi sådan er det bare. Sgu. Her i livet. Her på denne afventende stationsplatform, hvor toget ikke kan ses i miles omkreds. Hvor den eneste lyd er dråberne fra regnen, som siler ned og hvor tavsheden skriger og danner ekko i horisonten.

En test. En prøve. Jeg må forsøge at løse den gåde. Jeg ved, at der er en nøgle og jeg vil finde den! 😉

Regnvejrstomrum og trommerum

Verden er gået i stå og standset midt i sommeren. I dag falder der dog regn og det silende sommervand giver lidt forandring til solskin og blå himmel. Jeg ved egentlig ikke, om jeg ønskede denne forandring, men jeg har det helt fint med denne lille pause. Jeg er selv gået i stå og mine tanker kører lidt i ring. Hvad nu? Jeg har planer og jeg har fokus på, hvad det egentlig er, jeg vil, men jeg har ikke en vej at gå lige nu. Måske skal jeg bare vente lidt. Måske skal jeg blot visualisere, drømme og tænke positivt på, at der åbner sig en dør lige om lidt, hvor jeg på den anden side vil finde et par svar og en vej videre. Det må være sådan, det er.

Blogger er også gået i stå, så jeg er igen draget i sommerhus for en stund. Synes efterhånden at blogger er så ustabil, at jeg gerne forlod den for altid, hvis det da ikke var for mit univers, Poetiske Paradokser. Ja, der skal smides ud og luftes ud, men ikke alt skal kasseres. Det gælder om at vælge og jeg har ikke lyst til at skippe PP. Men Blogger altså! Øv.

En sludder for en sladder midt i regnvejrstomrum og trommerum. Jeg vil gerne videre. Jeg ved godt, hvad jeg egentlig vil, men er der en vej for mig? Jeg kender godt svaret. Og styrken ligger kun i mig!

Om lidt

Jeg smutter lige en tur i sommerhus, tænker jeg. Skal bare lige se, hvordan det står til. Er der blevet lidt frodigere, lidt grønnere, siden sidst? Er der noget, jeg skal tage hånd om eller passet det selv, sommerhuset. Og den største tanke af dem alle: Har jeg overhovedet brug for det her sommerhus?

Jeg kan nu for alvor mærke, at jeg står overskræves over floden med et ben på hver bred. Jeg drages mod udfordringerne derude, et kursus, nye menneskemøder, læring og nye kundskaber. Samtidig har jeg egentlig lyst til bare at blive her, i sommerhuset, og gøre livet så enkelt som muligt. Skriverier. Læsning. Lige luge lidt her og der, men ellers bare være og lade mig transportere direkte ind i sommerens herligheder. Dage i sommerhus. Flere tanker. Eftertanke. Summe som bierne og i samme nydelige tempo. Men sådan bliver det altså ikke lige nu. Jeg hopper forsigtigt over på den bred, hvor der er mest liv. Lidt længere henne af vejen vel at mærke. Der står et skilt og jeg følger i den retning, det peger. Nu skal jeg udforske lidt. Prøve mig selv af. Det har jeg bestemt og sådan bliver det.

Sommerhuset. Har jeg brug for det? Vil jeg mon komme her ofte eller bliver det bare en sjældent gang i mellem? Skal jeg leje det ud? Sælge det?

Lige nu skal jeg i løbetøjet og ud på en lille tur i det sommerhus’ke omgivelser. Bare en lille tur. Jeg er lidt søndagslad. Men en lille tur har også ret og måske er det netop den tur, der paradoksalt nok giver mig energi til at få lidt mere fut på resten af søndagen. Måske. Jeg tøver. Men om lidt …

Solforført

Sol gennem vinduet, sol udenfor. Eftermiddagen strækker sig dovent og tager over, der hvor formiddagen slap. Frokost på en stol i haven. En bog. En kop kaffe. Vasketøj i maskinen, rumlende renhed og sengetøj til tørre i haven. Sommeren er ved at være en realitet. Maj er gavmild nu. Øser af sin frodighed og sine dufte.

Jeg burde skrive tænker jeg og sidder lidt inde, mens jeg nedfælder dette indlæg. Men jeg må ud igen. Jeg har lyst til at sidde lidt mere i solen, solcreme og kaffe og min gode bog. Ord, jeg skummer som fløde, og som ikke mine egne. Hvor bliver disciplinen af, når solen tager over og frister med sin dampende varme eftermiddag? Hvor bliver inspirationen af, når duftene kalder og lokker og jeg forføres så let som ingenting? Men dagen er til at for at blive grebet. Er den ikke? Solen er bare på besøg. Sommerlige dage må nydes dér, hvor de gør sig allerbedst. Udenfor. I solen eller skyggen. Med en bog. Kaffe med mælk og en andens syngende ord. Fortabt. Solforført.

Mangfoldig enkelthed

En eller flere blogge? Tanker og ideer opstår. Og når man som mig er sprængfuld af ord, kan der være behov, som ikke rigtig lader sig opfylde på bare en blog. Men måske er det midlertidigt. Måske sælger Megan igen sit sommerhus i erkendelsen af, at det bliver for meget. Jeg ved det ikke. Et sommerhus er jo et fristed. Ikke et sted, hvor man nødvendigvis befinder sig hele tiden, men hvor man kommer, når man har tid og lyst.

Jeg har aldrig været tilhænger af begrænsninger. Jeg vil rive snærende lænker over. Jeg ser muligheder. Jeg vil prøve ting af. Bruge og bruges. Og bloggene? De er med til at opfylde de formål. Skriverier. Tankerne. Behov for bare at skrive. Sige noget. Noget, som ikke nødvendigvis handler om noget bestemt eller som har til formål at berige andre. Jeg vil utrolig gerne berige andre med mine ord, det er jo min drøm, men måske opstår berigelsen netop i det sekund, hvor jeg ikke gør mig umage. Hvor jeg ikke anstrenger mig for at sige det rigtige på den rigtige måde. For hvad er overhovedet rigtigt? Jeg er mig og ordene er mine. Sommerhuset er mit ordsted. Tilflugtssted måske endda. Ikke så mange følgere, ikke hvad jeg ved af, ikke så mange kommentarer.

Her kan jeg gå på stranden uden at møde et øje. Her bliver jeg et med hav og himmel og ser mod fjerne horisonter. Slår smut med småsten og ser dem danse på havet, inden de synker til bunds og forsvinder. Her kan jeg vandre i timevis langs vandet, bare fødder i sandet og mærke havet, når det rejser sig mod land og skyller ind over sandet. Over mine fødder. Dækker dem i et øjeblik af kildrende kulde, hvor jeg ser dem som gennem usynligt vandglas. Mine fødder. Sand mellem tæerne. Opsmøgede bukseben og gåsehud.

Selvfølgelig ligger mit sommerhus tæt på vandet. Jeg kan høre det, når jeg åbner vinduet i min stue. Havet. Det gør mig rolig. Nu mangler jeg bare lidt bjerge til at gøre omgivelserne perfekte. Hav og bjerge. Min ro. Min meditation. Mit sommerhus. Mangfoldighed. I al sin enkelthed.

Post Navigation