Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the category “Træning”

Mere end jeg tror

Nu har jeg snart ferie og jeg tænker, at jeg skal tillade mig selv at slappe af. Og her mener jeg virkelig slappe af! Lade tankerne blive hjemme, selvom det er spændende og til tider også grænseoverskridende tanker, jeg har boende i øjeblikket. Men de skal ikke med på ferie!

Jeg er i en del af processen, hvor der tilsyneladende ikke sker noget. Tilsyneladende. Jeg ved jo godt, at det slet ikke er sådan. Der sker noget, selvom jeg ikke kan mærke det hele tiden. Måske er det i virkeligheden som at stå i midten af karusellen. Her kan man næsten ikke mærke, at den drejer rundt. Men den drejer skam rundt. Den har endda fart på. Forandringernes vinde blæser og jeg må erkende, at jeg muligvis har mistet fodfæstet og min retningssans. Er blevet lidt rundtosset der i midten af karusellen. Og alligevel ikke. For pludselig hører jeg mig selv føre en samtale med min frisør, som spørger og jeg svarer. En stemme, der uden tøven fortæller om vejen og drømmen. Som uden at ryste på hænderne gestikulerer, at hun faktisk godt ved, hvad hun vil og at hun også tror på, at hun ville komme til at gøre det. Hun ser selvsikkert i spejlet og smiler lidt, mens håret bliver fint og stråler i nyklippet glans. Samme glans stråler i de øjne, som måske tvivler, men kun fordi at tvivlen er en del af troen. Det hører med.

Jeg tror på det! Jeg tror på mig selv og mine evner. Også selvom jeg indimellem mister fodfæstet og falder ligeså lang, jeg er. Men jeg rejser mig jo igen. Og det er lige netop det, livet handler om. Det handler om at falde og rejse sig op igen. Det findes ikke uden. Ikke hvis man vil udvikle sig, i hvert fald, og rejse af en vej, som måske er ukendt og tilsyneladede ufremkommelig. Nej, det kræver at man børstet støvet af tøjet, puster på sine ømme knæ og tørrer tårene af kinden. Græd bare. Græd. Le. Lad livet komme helt derind, hvor det kan mærkes og gør ondt og godt. Så sker der nemlig noget. Og jeg vil have, at der skal ske noget. Jeg glæder mig. Og jeg er, må jeg med skam erkende, en smule utålmodighed, selvom jeg godt ved at forandringer tager tid. Forbedringer tager tid. De små skridt tæller og det er de små skridt, der skaber den lange vej.

Tankerne. Jeg vil træne optimalt. Træne, så jeg bliver glad, i god form og så mit bækken bliver mere stabilt. Jeg ved, at det kræver balance og variation, så jeg kan ikke nøjes med at løbe og måske heller ikke løbe så meget, som jeg gjorde før. Måske. For det kan også godt være, at det ser anderledes ud om nogle måneder, når jeg har gennemført min træningsplan og gjort den til en vane. Styrketræningen hører med. Men allermest hører glæden med. Det handler om glæde. Om livsglæde. Om at gøre det, jeg brænder for og det, som jeg kan lide. Bevægelse. Jeg elsker at være i bevægelse og jeg lever for mine løbeture. Men jeg kan også godt lide svømning og cykling. Og øvelser selvfølgelig. Fordi de vil mig det så godt. Yoga tænker jeg. Det vil jeg indføre i programmet til efteråret. Det giver mening. Smidighed. Bøjelighed. Flydende velvære.

Og så er der kosten. Den tænker jeg meget over. Efter at jeg har taget et par kilo på og har måtte konstatere, at de ikke bare forsvinder, er jeg gået i gang med at tænke ændring af kostvaner. Og her taler vi altså en kost, som i forvejen synes er sund og fornuftig. En kost, som på ingen måde er fanatisk, men som indeholder gode råvarer, magert kød, masser af grøntsager og ja, nok for mange kulhydrater! Og lige det dér med kulhydrater forvirrer mig meget lige nu, fordi jeg også gerne vil træne og jeg skal have fundet balancen, så jeg taber mig lidt, får en fladere maver og holder vægten, samtidig med at jeg har energi og velvære til at træne. Løbe. Svømme. Cykle. Jeg har lige købt en bog en vejen til slank mave (og vægttab), for jeg vil det! Jeg vil være sund og i balance med mig selv, min kost og i det hele taget. Det hele hører med. Så det er endnu et puslespil, som skal samles, der skal testes, føres maddagbog med mere. Jeg får travlt. Jeg har slet ikke tid til at få et job!

Og så er der min uddannelse. Jeg vil coaching. Jeg er coaching. Det skal jeg videre med. Finde vejen, midlerne. Fokus. Planlægning. Mål. Et skridt af gangen, men jeg er klar til at tage det første. Jeg er så klar!

Men først ferie. Og alt det, jeg pønser på og vil indføre, skal ikke med på ferie. Kosten lægges først om, når jeg kommer tilbage, men i mellem tiden vil jeg løbe, svømme og gå og tænke over, hvad jeg putter i hovedet. Mere end før. Men der skal være plads til ferie, hygge, god vin og den slags. Ferie. Jeg trænger faktisk. Jeg trænger vist mere end jeg tror! 🙂

Jeg skal til svømning!

Der er kun en times tid til jeg pakker tasken og kører afsted for at tage i svømmehallen. Jeg skal svømme 1000 meter og sådan er det bare. Det er faktisk ikke til diskussion, men ikke desto mindre prøver stemmen i mig hele tiden at gøre mig modløs. Eller rettere sagt, den lokker med andre og mere tiltalende sportsgrene såsom løb! 😉 Men nej, det går ikke. Desværre. Hvis jeg kunne, så løb jeg hele tiden, men sådan er min krop ikke længere skruet sammen. Balance og variation (og styrke) og derfor må jeg nu slå mig til tåls med et ellers fint trekløver af løb, svømning og cykling. Se det kan kroppen lide! Og det kan jeg selvfølgelig også så. Det er fint. Jeg får jo trænet. Og jeg kan godt lide at svømme, vældig godt endda. Men …

De dér svømmehaller. Det er sgu altid lidt af et virvar. Omklædningsrummet. Af med tøjet, låse skab, ud i bad sammen med alle de andre, vaske, badedragt, hætte, briller. Og så ind i selveste svømmehallen og nu kommer det spændende øjeblik; hvor mange er der i svømmebassinet. Kan jeg mon få en bane for mig selv eller måske bare i samsvømning med en, som svømmer nogenlunde ligeså stærkt og som også ligger i vandet for at få motion og få det hurtigst muligt? Eller skal jeg svømme i kø, overveje overhalinger, lade mig irritere (lidt) af dem, som egentlig ikke svømmer, men bare leger og plasker (hvorfor er de ikke ovre i børnebassinet?) og så fremdeles. Når jeg svømmer fredag sidst på eftermiddagen, kan jeg som regel få svømmet mine baner nogenlunde uden forhindringer. Men man ved aldrig!

Måske er det derfor. Enten er jeg til holdsport og så er det teamet det gælder, hele vejen, eller også er jeg til individuel sport og så vil jeg frem! Ikke så meget pjat. Hvis jeg skal træne, skal det være med en vis seriøsitet og målrettethed, ellers mister jeg hurtigt gejst og motivation. Svømning er et sats. Det er så godt for krop (og sjæl), men det dér svømmehalshurlumhej kan godt tage pusten og glæden lidt væk fra selve svømningen. Fokus fjernes med andre ord fra selve gerningen, den gode, det jeg gør for min krop, og til en slags irritation over at jeg ikke kan komme til. Jeg vil sgu frem! Jeg gider ikke vente. Jeg gider ikke svømme langsomt, fordi andre gør det. Jeg vil svømme i lige den fart, der passer mig og … nej, ved det godt. Ikke særligt … socialt? Men jeg er altså IKKE i svømmehallen for at være social. Og fik jeg både eget bad og egen pool med dejlig musik og uden råb af skrigende unger, så var jeg en glad kvinde. Så svømmede jeg muligvis længere end 1000 meter og nød det ovenikøbet ekstra meget 😀

Jeg er blevet gammel og sær, siger du måske og ryster på hovedet. Måske. Bortset fra at jeg så altid er har været gammel og sær. Det er bare ikke blevet i mindre grad med alderen.

Men men men, jeg tager skam i svømmehallen. Mit bækken elsker det, det er guf for kroppen, træning uden belastning og det har jeg brug for. Så jeg tolererer. Accepterer endda. Og håber på, at jeg i dag får bane 7 for mig selv og kan svømme mine 1000 meter uden finurlige forhindringer!

Og ja, jeg er muligvis præmenstruel!

Post Navigation