Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Regnvejrstomrum og trommerum

Verden er gået i stå og standset midt i sommeren. I dag falder der dog regn og det silende sommervand giver lidt forandring til solskin og blå himmel. Jeg ved egentlig ikke, om jeg ønskede denne forandring, men jeg har det helt fint med denne lille pause. Jeg er selv gået i stå og mine tanker kører lidt i ring. Hvad nu? Jeg har planer og jeg har fokus på, hvad det egentlig er, jeg vil, men jeg har ikke en vej at gå lige nu. Måske skal jeg bare vente lidt. Måske skal jeg blot visualisere, drømme og tænke positivt på, at der åbner sig en dør lige om lidt, hvor jeg på den anden side vil finde et par svar og en vej videre. Det må være sådan, det er.

Blogger er også gået i stå, så jeg er igen draget i sommerhus for en stund. Synes efterhånden at blogger er så ustabil, at jeg gerne forlod den for altid, hvis det da ikke var for mit univers, Poetiske Paradokser. Ja, der skal smides ud og luftes ud, men ikke alt skal kasseres. Det gælder om at vælge og jeg har ikke lyst til at skippe PP. Men Blogger altså! Øv.

En sludder for en sladder midt i regnvejrstomrum og trommerum. Jeg vil gerne videre. Jeg ved godt, hvad jeg egentlig vil, men er der en vej for mig? Jeg kender godt svaret. Og styrken ligger kun i mig!

Efterdønninger i tomrum

Det er som hele verden er gået i stå, siden kurset sluttede i tirsdag. En veloverstået eksamen. En erkendelse af, at jeg har fundet noget, som jeg er rigtig god til. Som jeg instinktivt forstår og hvor jeg også formår at overraske mig selv. Hvor jeg tør. Hvor jeg danser i øjeblikket og bliver en del af noget, jeg knap kan sætte ord på. For mig er coaching ikke bare coaching. Så meget kan jeg konstatere. Hvad jeg så mener med det, må komme senere. Men dér skete noget! Noget faldt på plads og alligevel føler jeg mig ufuldstændig og i et tomrum af tanker. Efterdønninger. Hvad nu?

Der blev sat processer i gang, mens vi arbejdede med hinanden på kryds og tværs. Vi blev tvunget til at sætte ord på, styrker, værdier, talenter, men også svagheder og det, der er svært. Sådan er det jo. Vi er hele mennesker. Der var latter og tårer, der blev åbnet op og følelserne overvældede. Det var smukke dage med nærvær og mindfullness, ærlighed, hudløshed og mennesker, som var modige. Blev modige. Som rykkede sig. Jeg rykkede mig.

Og nu er jeg rykket direkte ind i et tomrum. Dér er jeg nu. Nærmest trist, selvom det er en fin og smuk dag. Jeg er mat. Men jeg tænker at det er naturligt. Det var hektiske, intensive dage med mennesker, som jeg faldt for. Synes godt om. Fordi de var så forskellige fra mig og alligevel så ens. Jeg holder af mennesker. Jeg vil arbejde med mennesker på en helt anden måde, end jeg har gjort før. Så langt så godt. Men der er et stykke vej endnu. Og lige nu føler jeg næsten for træt til at tage det næste skridt. Men selvfølgelig gør jeg det. Går. Jeg tøver bare lidt nu.

Jeg snupper mig en løbetur. Det gik også lidt i stå, mens kurset varede. Det hele gik ligesom i stå. Jeg var fuldstændig inde i det, jeg lærte, opdagede, erfarede og jeg brugte mig selv fuldt ud.  Bød ind og var aktiv. Sådan har jeg aldrig været før.  Så jeg så også en anden mig og måtte bare nikke og sige “wow”, var det mig. Kan jeg det? Gjorde jeg sådan? Og det føltes godt. Men det var også en mindre forskrækkelse og måske er det i virkeligheden som det dér tårn i tarotkortene, som pludselig styrter til jorden. Mit gamle jeg er død. Det nye længe leve!

Måske er det ikke så drastisk. Nej. Der er meget, jeg tager med mig videre. Men feng-shui skal der til. Spørgsmålet er, hvad jeg beholder og hvad jeg smider væk. Noget må gå. Fordufte.

Lige nu fordufter jeg. Snører løbeskoene og tager en tur, som jeg håber giver lidt klarhed og fjerner de skyer, der skygger for solen. Jeg trænger!

Spændt og ambivalent

Det er mandag morgen i sommerhuset. Tidligt. Godt det er sommer, tænker jeg, for maj er jo egentlig tæt på at være sommer. Det er lyst, selvom jeg skal tidligt op. Igen. Morgentur med hundene i den kølige morgenluft, dug på græs og marker, fuglesang, blå himmel. Jeg skal snart forlade mine trygge sommerhusrammer og begive mig mod byen, mod nye udfordringer og på sin vis glæder jeg mig. Tror jeg trænger til at komme lidt ud! 😉 Tror jeg trænger til nye udfordringer, som kan give mig lidt mere indsigt og ny viden. Men som jeg også dvælede ved i går, har jeg samtidig bare lyst til at blive her. Blive i morgenen, ordene, skrive på min historie, læse og … Nu bliver jeg næsten lidt vemodig. En underlig følelse, når dette egentlig er noget, jeg har lyst til. Det er jo en mulighed. En chance for at få prøvet noget af. Noget jeg muligvis gerne vil beskæftige mig med fremover. Sandsynligvis.

Jeg er da i grunden underlig, tænker jeg, mens jeg drikker det sidste kaffe og kigger på klokken. Nu skal jeg tænkte på togtider og ankomst. Begive mig fra sommerhuset og landet ind til den store by, det pulserende liv, stemmer og lyde og andre mennesker, som jeg endnu ikke kender. Er der nye venner i blandt? Bekendtskaber, som kommer til at få betydning for min videre rejser? Vil det, jeg nu skal lære, give mig blod på tanden og inspiration til at tage en anden vej, end den jeg forestiller mig at gå lige nu? Og hvad forestiller jeg mig i øvrigt?

I aften vil jeg skrive om min dag og de indtryk, jeg fik. Togturen. Ankomst. Klasselokale. Underviser. Mine medstuderende. Pensum. Coaching. Velvære og mindfullness. Lige nu føler jeg mig ikke specielt mindfull. Jeg føler mig bare træt. Spændt. Og ambivalent.

Sådan er jeg vist bare. Den dér modstand. Den vælger jeg at overhøre. Det bliver en god dag. Og det bliver nogle spændende uger! You go girl. Off you go! 🙂

Om lidt

Jeg smutter lige en tur i sommerhus, tænker jeg. Skal bare lige se, hvordan det står til. Er der blevet lidt frodigere, lidt grønnere, siden sidst? Er der noget, jeg skal tage hånd om eller passet det selv, sommerhuset. Og den største tanke af dem alle: Har jeg overhovedet brug for det her sommerhus?

Jeg kan nu for alvor mærke, at jeg står overskræves over floden med et ben på hver bred. Jeg drages mod udfordringerne derude, et kursus, nye menneskemøder, læring og nye kundskaber. Samtidig har jeg egentlig lyst til bare at blive her, i sommerhuset, og gøre livet så enkelt som muligt. Skriverier. Læsning. Lige luge lidt her og der, men ellers bare være og lade mig transportere direkte ind i sommerens herligheder. Dage i sommerhus. Flere tanker. Eftertanke. Summe som bierne og i samme nydelige tempo. Men sådan bliver det altså ikke lige nu. Jeg hopper forsigtigt over på den bred, hvor der er mest liv. Lidt længere henne af vejen vel at mærke. Der står et skilt og jeg følger i den retning, det peger. Nu skal jeg udforske lidt. Prøve mig selv af. Det har jeg bestemt og sådan bliver det.

Sommerhuset. Har jeg brug for det? Vil jeg mon komme her ofte eller bliver det bare en sjældent gang i mellem? Skal jeg leje det ud? Sælge det?

Lige nu skal jeg i løbetøjet og ud på en lille tur i det sommerhus’ke omgivelser. Bare en lille tur. Jeg er lidt søndagslad. Men en lille tur har også ret og måske er det netop den tur, der paradoksalt nok giver mig energi til at få lidt mere fut på resten af søndagen. Måske. Jeg tøver. Men om lidt …

Solforført

Sol gennem vinduet, sol udenfor. Eftermiddagen strækker sig dovent og tager over, der hvor formiddagen slap. Frokost på en stol i haven. En bog. En kop kaffe. Vasketøj i maskinen, rumlende renhed og sengetøj til tørre i haven. Sommeren er ved at være en realitet. Maj er gavmild nu. Øser af sin frodighed og sine dufte.

Jeg burde skrive tænker jeg og sidder lidt inde, mens jeg nedfælder dette indlæg. Men jeg må ud igen. Jeg har lyst til at sidde lidt mere i solen, solcreme og kaffe og min gode bog. Ord, jeg skummer som fløde, og som ikke mine egne. Hvor bliver disciplinen af, når solen tager over og frister med sin dampende varme eftermiddag? Hvor bliver inspirationen af, når duftene kalder og lokker og jeg forføres så let som ingenting? Men dagen er til at for at blive grebet. Er den ikke? Solen er bare på besøg. Sommerlige dage må nydes dér, hvor de gør sig allerbedst. Udenfor. I solen eller skyggen. Med en bog. Kaffe med mælk og en andens syngende ord. Fortabt. Solforført.

Mangfoldig enkelthed

En eller flere blogge? Tanker og ideer opstår. Og når man som mig er sprængfuld af ord, kan der være behov, som ikke rigtig lader sig opfylde på bare en blog. Men måske er det midlertidigt. Måske sælger Megan igen sit sommerhus i erkendelsen af, at det bliver for meget. Jeg ved det ikke. Et sommerhus er jo et fristed. Ikke et sted, hvor man nødvendigvis befinder sig hele tiden, men hvor man kommer, når man har tid og lyst.

Jeg har aldrig været tilhænger af begrænsninger. Jeg vil rive snærende lænker over. Jeg ser muligheder. Jeg vil prøve ting af. Bruge og bruges. Og bloggene? De er med til at opfylde de formål. Skriverier. Tankerne. Behov for bare at skrive. Sige noget. Noget, som ikke nødvendigvis handler om noget bestemt eller som har til formål at berige andre. Jeg vil utrolig gerne berige andre med mine ord, det er jo min drøm, men måske opstår berigelsen netop i det sekund, hvor jeg ikke gør mig umage. Hvor jeg ikke anstrenger mig for at sige det rigtige på den rigtige måde. For hvad er overhovedet rigtigt? Jeg er mig og ordene er mine. Sommerhuset er mit ordsted. Tilflugtssted måske endda. Ikke så mange følgere, ikke hvad jeg ved af, ikke så mange kommentarer.

Her kan jeg gå på stranden uden at møde et øje. Her bliver jeg et med hav og himmel og ser mod fjerne horisonter. Slår smut med småsten og ser dem danse på havet, inden de synker til bunds og forsvinder. Her kan jeg vandre i timevis langs vandet, bare fødder i sandet og mærke havet, når det rejser sig mod land og skyller ind over sandet. Over mine fødder. Dækker dem i et øjeblik af kildrende kulde, hvor jeg ser dem som gennem usynligt vandglas. Mine fødder. Sand mellem tæerne. Opsmøgede bukseben og gåsehud.

Selvfølgelig ligger mit sommerhus tæt på vandet. Jeg kan høre det, når jeg åbner vinduet i min stue. Havet. Det gør mig rolig. Nu mangler jeg bare lidt bjerge til at gøre omgivelserne perfekte. Hav og bjerge. Min ro. Min meditation. Mit sommerhus. Mangfoldighed. I al sin enkelthed.

Spørgsmålet

Jeg blev inspireret af nogle ord i en sang. Svenske ord. Nogle små poetiske perler, som sætter min fantasi i gang. Jeg kørte afsted i bilen, holdt pause fra skriverierne, fra historien og trådte ud i det virkelige liv. Livet på landevejen. Herfra og ind til byen den lille. Forretningen. Stemmen fulgte mig på vej. Sang de ord. Jeg blev trukket ind i et univers af tæt stemning, takten, lyden af et piano, ord, fornemmelser, forestillinger. Jeg vil skrive sådan. Det er det, jeg vil. Jeg vil skabe den stemning, fastholde den, trække den ud, lade den virke, vidunderlig, sanselig, strømmende, rørende. Min historie. Den er sådan. Jeg kom helt ind i den i dag, tidligere og jeg er på vej ind igen. Tilbage.

Det er skræmmende. Skræmmende at jeg nu skriver og har fat i den røde tråd lige før deadline. Deadline fordi jeg i næste uge og de kommende uger skal noget andet. Jeg kommer næppe til at besøge min historie og det land af flossede forårsfølelser, der bor dér. Hvorfor lige nu, så sent, sådan lige før at jeg træder ud på en anden vej? En vej, som på ingen måde vil komme til at forhindre mig i det, jeg elsker allermest trods alt, at skrive, men ikke desto mindre. Det bliver en slags omvej. En vej jeg tager, fordi jeg må udfordre mig selv, gøre noget andet, noget mere og nu skal jeg se, om det er det. Møde mig selv et andet sted og prøve kræfter med en undervisningssituation, andre mennesker, lektier og tanker om noget helt andet. Og måske alligevel ikke? Hvad ved jeg? Måske vil det bare bidrage til historien, ideen, inspirationen.

En kop kaffe med mælk. Så vender jeg tilbage. Åbner døren og går ind. Helt ind i det selvskabte univers af ord og følelser. En person. Et andet land. En drøm. Længsler.

Spørgsmålet er, hvem hun er? Og hvor hun ender og jeg begynder? Eller omvendt.

Orddråber

Det er en af de dage i sommerhuset, hvor det regner. Man vågner til lyden af trommen på taget. Man kan høre dråberne falde til jorden. Mærke hvordan de ruller forsigtigt ned af ruden for pludselig at ramme vindueskarmen med en dump bump. Fugtigheden har sneget ind gennem usynlige sprækker i væggene. Træet giver sig, strækker sig mod regnvejrshimlen og mumler et muggent godmorgen. Og man vender sig om og tænker, at det da umuligt kan være morgen, for det er så mørkt og koldt og man er træt. Øjnene vil helst være lukkede. Man kæmper forgæves for at komme tilbage til drømmen, først forsigtigt, helt stille og ydmygt, for så at blive mere desperat efterhånden som man opdager, at man faktisk er vågen. Sådan vågen for alvor. Og at det faktisk er morgen. Det er bare sådan dagen i dag er. Klam. Grå.

Jeg er stået op. Jeg har gået regnvejrstur og været i bad. Lyset er dæmpet, regntungeskyer ligger over landskabet og er fuldstændig upåvirkede af min lyst til sol og lys. Men måske er det meget godt. Jeg har nemlig skrivedag i dag. Jeg har skrivelæse dag og jeg skal ikke foretaget mig ret meget andet. Der er en historie. Det er min og den skal skrives. Den er godt på vej. Den udvikler sig. Men den skal fodres med ord for at holdes i live, den skal have kærtegn og ømhed. Dristighed sågar, for den skal også have bid. Og hvem skal så sørge for det, spørger jeg bare, for det kan da ikke være mig? Hende her, der lige har sat vand over til den kop kaffe, der sikkert skal føre hende i havn og gøre hende til en dedikeret og koncentreret forfatter med fokus på det, hun skal og vil. Skrive. Historien.

Jeg gør det. Selvfølgelig gør jeg det. Denne regnvejrsdag er helt perfekt til skriverier og lysten mangler egentlig aldrig. Det er først når tankerne blander sig, de andre små ting, men lige kunne gøre. Tiden har det med at lege skjul. Den gemmer sig gerne for pludselig at springe frem som en trold af en æske med et drilsk ‘så gik der to timer!’. Og hvad har du bedrevet? Men jeg kender det efterhånden og jeg falder ikke for fristelser. Nu henter jeg min kaffe, putter lige tilpas med mælk i og så sætter jeg mig dedikeret til tangenterne og åbner min sluse. Dryp. Dryp som regnen. Ord. Ord. Ord. Sætninger. Lad dem sile ned af vinduerne, hænge som tunge dråber i trækronerne og i de lysegrønne blade. Dryp, dryp, dryp … dryp.

Bjerge, udsigt og indsigt

Og hvad laver hun så i sommerhuset en mandag formiddag? Weekenden er forbi. Men nu er det jo sådan med vores sommerhuse, at de lever og ånder hele året. Måske glemmer vi dem lidt i vinterperioden, måske står de lidt forladte hen, men de er klar til åbne sig og rumme os, hvis vi vil dem. Sommerhuse. Og navnet er jo bare et navn, for der er faktisk folk, som bor i deres sommerhuse. Ja hele året! Og andre, som bruger dem næsten hver weekend hele året, fordi det gør at komme lidt væk. Lidt ud. Tænde op i pejsen. Sidde med et tæppe foran den knitrende ild og læse bøger, drikke te, mens eftermiddagen smyger sig om hushjørnet. På det tidspunkt af året kommer mørket tidligt. Så tænder man stearinlys. Lægger mere brænde i pejsen. Sørger for at holde liv i ilden.

Mit sommerhus er heldigvis som bagsiden af medaljen. Jeg kan blot vende mønten, vælge mellem plat eller krone og så er jeg dér. Vupti. Jeg kan rejse mellem de to verdener og prøve nogle ting af, som jeg måske ellers ikke ville. Og dér er jeg kommet til. Jeg er kommet over den dér berømte bro og står nu på den anden side ved en vej, der deler sig i to. Og hvilken en skal jeg vælge? Jeg står lidt tøvende og går først lidt den ene vej, hvorefter jeg vender om og vælger så den anden. Går lidt. Stopper op. Ser mig omkring. Og indser at jeg brug for dette vadested lidt nu. Jeg har ord, som skal skrives, men de skal ikke nødvendigvis redigeres og have et formål andet end at komme ud. Sort på hvidt. Jeg skal se dem leve, ånde og formere sig, forsøge at finde hoved og hale på det, der viser sig. De er ligesom mig. Ordene. De udvikler sig.

Så her i sommerhuset slår vi os løs, ordene og jeg. Jeg skriver simpelthen bare. Det er et behov og jeg har ingen forventninger. Jeg er faktisk ret spændt. Spændt på at se, hvordan jeg kan indrette mig. Hvad jeg mon finder på. Det er skønt at have sådan et sted. Et sted, hvor man kan lade ilden brænde og danse til lyden af knitrende flammer. Måske endda gå på glødende kul. Prøve grænser af. Gå over grænsen og bestige de bjerge, som ikke findes i Danmark, men det er jo ligegyldigt. Her handler det om fantasi. Her rejser jeg mine egne bjerge om det så skal være. Bjerge af ord. Og som en bedre (og noget uerfaren) bjergbestiger klatrer jeg op, så jeg bedre kan se. Udsigt. Indsigt.

Søndag

Søndag i sommerhus. Man vågner, slår øjnene og ved det straks. Søndag er afslutningen på weekenden. Dér, hvor man skal pakke sine ting, lukke og slukke og køre hjem. Tilbage til hverdagen. Selvom min hverdag bestemt er af det gode i øjeblikket og selvom den også er en rejse på ujævnt underlag og med mange bump og små tankemæssige stød, følelser, panik, der pludselig kommer op i halsen som et surt opstød, ja så nyder jeg det. For jeg har gjort det, jeg er rejst og jeg er på vej.

Jeg vil aldrig fortryde denne tid. En gang vil jeg se mig tilbage, over skulderen og få øje på mig selv ved tastaturet en søndag morgen i maj. En smule træt og meget tankefuld. Fuld af følelser, der ikke er til at finde hoved og hale på. Fuld af forventning og håb og alligevel med et stænk af tvivl som små peberflager i en hvid dressing. Kan man det her? Kan jeg det her? Og hvad ender det mon med? Hvor ender jeg henne, kan jeg virkelig rejse mod den, jeg er, den jeg er skabt til at blive? Jeg drages af det uvisse som et møl drages af flammen i stearinlyset. Jeg leger med ilden som et barn, der har hugget en tændstikæske og sidder skjult i et mørkt hjørne og kigger fascineret på de små træpinde med svovl på toppen. Små menneskelignende træstykker, som kan noget helt særligt. De kan sætte ild på hele hytten. Brænde det hele af. Fortid, ja sågar fremtid, hvis man ikke passer lidt på. Så jeg nøjes med at kigge lige nu og overvejer nøje, hvor jeg skal vælge at lade min ild brænde.

En dag vil jeg se tilbage på mig selv og smile. Her sad jeg. Morgenhår og resterne af kaffen. Søndagen rullet ud som en rød løber, en smule slidt måske, men den ligger der og jeg kan  bare træde ud på den. Begynde at gå. Men jeg tøver lidt og bliver siddende, mens ordene danser afsted til lyden af mine fingre mod tastaturet. De tøver ikke. Det gør de sjældent. Jeg tror jeg fik ord i sutteflasken. Mit hoved er sprængfyldt af ord og formuleringer, mit hjerte banker for poesien, der ligger gemt i  hvert eneste celle og længslen, der trænger sig på. Skubber lidt til mig. Pirrer mig og forvirrer mig. En dag vil jeg smile, velvidende at jeg var på rette vej og dette blot er en del af processen. Uvisheden. Døren, der står på klem, men som jeg er lidt bange for at åbne helt. Ikke endnu. Vente lidt.

Så jeg suger søndagen til mig. Holder godt fast, mens den begynder at rulle mod næste uge. Håber at den vil holde mig varm i sine arme, trøste mine flosne kvindelige følelser, hormonerne, der stadig buldrer som ilden, der brænder i pejsen en kold vinterdag. Den ser så rolig ud, men den har voldsomme kræfter. Meget voldsomme!

Post Navigation