Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the tag “Sundhed”

Tanker om kost

Jeg tænker meget over kosten i disse dage. Jeg tænker på min vægt, fordi jeg har taget et par kilo på i den gode sags tjeneste (rejsen til Barcelona) og jeg tænker på min sundhed nu og fremover. Jeg vil gerne holde mig på min ideelvægt og jeg er indstillet på at træne en god del både for at forbrænde de kalorier og kulhydrater (!), som jeg indtager, men også fordi jeg er nødt til at træne for overhovedet at kunne holde ud at være til. Det gælder både for krop og sjæl. Jeg bliver en omvandrende vulkan nær udbrud uden motion! Og min ryg, mit bækken, kan slet ikke med manglende motion, øvelser og bevægelse.

Men altså kosten. Lige nu har jeg flere venner, som med glæde i stemme og hjerte er gået over til lavkarbo kost, altså kost med få kulhydrater. I stedet spises der kød, grøntsager (dem der gror over jorden) og der holdes ikke igen på fedt, tværtimod. Pludselig er det helt fint med de fede mejeriprodukter, smør og fløde af den fede slags er tilbage på bordet og kan i følge denne madreligion spises med god samvittighed og velvære. Du taber dig nemlig alligevel! For kulhydrater er den store synder og bare du undgår dem og sukker, så er du på rette spor. Du bliver sund og slank! Eller?

Jeg vil jo også gerne være sund og slank. Og ja, min ideelvægt svinger i øjeblikket lidt frem og tilbage som et pendul omkring de 65 kilo. Det er en normal vægt, normal BMI, ja i grunden er det jo ikke så tosset endda. Jeg er heldig. Jeg kan normalt holde vægten, hvis jeg spiser som jeg føler det er godt og fornuftigt og lytter efter min krop og den mavefornemmelse, som jeg også har når det gælder mad. Og her mener jeg virkelig mavefornemmelse. Min gode mave siger ikke ja til hvad som helst, den reagerer. Så måske skulle jeg bare lytte til den og mig selv og så se at smide de der ekstra kilo uden at gå i anti-kulhydrat-panik!?

Er det sundt? Jeg tænker virkelig på om at kan være sundt at skippe kulhydraterne. Jeg spiser dem jo og jeg føler endda, at jeg har brug for dem for at have energi og kunne fungere. Jeg skal jo træne! Jeg kan ikke bruge ben som spagetti som erstatning for den pasta, jeg nu skal løbe i en lang bue udenom. For jeg kan ikke løbe godt uden at have tanket op! Jeg elsker at have gode ben, fornemmelsen af energi og smidighed og jeg ved godt, hvad den kommer af. Kulhydraterne. Men altså, hør nu her. Mine kulhydrater kommer primært fra fuldkornspasta, brune ris og i det hele taget vælger jeg de økologiske af slagsne, for det tror jeg nemlig også på. Økologien. Og brune ris er skønne, de smager godt, der er næring i, og man bliver mæt! Man behøver ikke at spise en kæmpe portion for at føle sig mæt og veltilpas. Jeg elsker grøntsager. Det er ikke noget problem. Jeg spiser gerne brune ris, masser af grøntsager og magert kød tilberedt i wok. Lynsteger og nyder smagen af soya, ingefær, chili og den slags. Det er vel sundt? Ja altså bortset fra at jeg ikke spiser særlig meget fedt. Og jeg er godt klar over, at man skal have fedt, så jeg prøver at være large med mine indtagelser og ikke skære al fedtet fra altid. Selvom det er svært.

Hver morgen spiser jeg to spiseskefulde kvindeolie. Det gør godt! Og hvad olier angår, er jeg i øvrigt stor tilhænger af olivenolie, som jeg bruger til stort set alt. Det smager godt og føles godt. Og sådan er det med mig. Det skal føles godt!

Òg hvad så med frugt? Jeg elsker frugt og mener bestemt, at frisk og god frugt er godt for helbreddet. Når man læser om lavkarbo, er frugt en stor synder. Der er sukker i! Det feder. Jamen, så vil jeg påstå at det feder på den gode måde og nej, man behøver jo ikke spise 6 om dagen. Men man kan (og skal) godt spise lidt frugt. Et æble. En god appelsin. Eller noget andet. Jeg vil hellere have sukker (og vitaminer, antioxidanter m.m) fra frisk frugt end fra slik og kager. Anytime! Så man kan jo skrue op for de overjordiske grøntsager og lidt ned for frugten og stadig være sund.

Ja, har det i grunden ikke noget med at skrue på knapper at gøre? Afbalancere? Få kulhydrater på den gode måde og så sørge for at træne tilpas meget til, at man også får brugt dem og brændt de fleste af igen? Så man har energi. Og jeg tror at kroppen og sundheden har brug for dem, de udskældte kulhydrater. Indtaget med måde og med fornuft.

Brød? Knækbrød og rugbrød er mine favoritter. Der er gode næringsstoffer i, det giver mæthed og min mave siger ja tak. Hvidt brød er for længst dømt ude. Det giver oppustethed og jeg bliver mat i sokkeholderne.

Hvad gør du? Jeg tænker meget over det lige nu og jeg læser og undersøger, for jeg vil jo også virke som løbecoach og mener at kosten er utrolig vigtigt for at have et godt træningsforløb og et godt liv i øvrigt. Man skal træffe nogle gode valg! Men man skal huske at lytte efter og bruge sit eget madkompas som rettesnor. Eller?

Reklamer

Post Navigation