Megans Sommerhus

poetiske skriverier om himmel og jord

Archive for the category “Navigatioin”

Om lidt

Jeg smutter lige en tur i sommerhus, tænker jeg. Skal bare lige se, hvordan det står til. Er der blevet lidt frodigere, lidt grønnere, siden sidst? Er der noget, jeg skal tage hånd om eller passet det selv, sommerhuset. Og den største tanke af dem alle: Har jeg overhovedet brug for det her sommerhus?

Jeg kan nu for alvor mærke, at jeg står overskræves over floden med et ben på hver bred. Jeg drages mod udfordringerne derude, et kursus, nye menneskemøder, læring og nye kundskaber. Samtidig har jeg egentlig lyst til bare at blive her, i sommerhuset, og gøre livet så enkelt som muligt. Skriverier. Læsning. Lige luge lidt her og der, men ellers bare være og lade mig transportere direkte ind i sommerens herligheder. Dage i sommerhus. Flere tanker. Eftertanke. Summe som bierne og i samme nydelige tempo. Men sådan bliver det altså ikke lige nu. Jeg hopper forsigtigt over på den bred, hvor der er mest liv. Lidt længere henne af vejen vel at mærke. Der står et skilt og jeg følger i den retning, det peger. Nu skal jeg udforske lidt. Prøve mig selv af. Det har jeg bestemt og sådan bliver det.

Sommerhuset. Har jeg brug for det? Vil jeg mon komme her ofte eller bliver det bare en sjældent gang i mellem? Skal jeg leje det ud? Sælge det?

Lige nu skal jeg i løbetøjet og ud på en lille tur i det sommerhus’ke omgivelser. Bare en lille tur. Jeg er lidt søndagslad. Men en lille tur har også ret og måske er det netop den tur, der paradoksalt nok giver mig energi til at få lidt mere fut på resten af søndagen. Måske. Jeg tøver. Men om lidt …

Post Navigation